Vraget Lars Jacobsen går ikke i panik

Lars Jacobsen er blevet droppet i Blackburn og dømt mentalt træt, men det er langt fra sandheden, mener fodboldlandsholdets højre back

Lars Jacobsen er ikke bekymret over at sidde ude i et par kampe. (Foto: Getty Images)
Lars Jacobsen er ikke bekymret over at sidde ude i et par kampe. (Foto: Getty Images)

På fodboldlandsholdet er der ikke tvivl om hans plads i startopstillingen, men i sin engelske klub Blackburn Rovers er Lars Jacobsen i de seneste to Premier League-kampe røget helt ud af truppen.

Det bekymrer dog ikke Lars Jacobsen, som er blevet dømt mentalt træt af Blackburn-manager Sam Allardyce.

- Jeg er ikke mentalt træt, og jeg vil heller ikke gå i panik over situationen endnu. Jeg har været fast mand i begyndelsen af sæsonen, så at sidde ude i to kampe er ikke noget, som får de røde lamper til at lyse i mig endnu, siger Lars Jacobsen.

Reservetjansen i udlandet er ikke ny for forsvarsspilleren. Han har prøvet det i Tyskland hos Hamburger SV og Nürnberg, og han var også marginalspiller i engelske Everton sidste sæson.

- Man frygter selvfølgelig altid, at det sker igen, og så må jeg selvfølgelig se på, hvad der så skal ske. Der er et VM til næste sommer, og derfor er spilletid også meget vigtig for mig. Men igen, det drejer sig blot om to kampe. Hvis vi kommer op på 10 kampe i træk, så vil jeg kigge på min situation igen, forklarer Lars Jacobsen, der også har en fortid i OB og FC København.

Forsvarsspilleren kan se frem til spilletid på lørdag i venskabskampen mod Sydkorea samt onsdag i næste uge mod USA.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere