Sir Alex Ferguson udlignede med mesterskabet i 2008/2009-sæsonen Liverpools 18 engelske mesterskaber, og det har uden tvivl strejfet ham, at han også kan komme tæt på rivalerne med en sejr i aftenens Champions League. Så vil United nemlig kun være en enkelt titel efter Liverpools fem triumfer i den fornemmeste klubturnering i Europa - og verden.
Men for Sir Alex handler det ifølge Daily Mail om andet end bare antallet af trofæer i forholdet til Liverpool. United-managerens mildt sagt anstrengte forhold til Merseyside-klubben har også en anden grund, afslører avisen.
Den ærekære skotte blev nemlig efter en 3-3-kamp på Anfield i 1988 hånet af landsmanden og Liverpool-legenden Kenny Dalglish, som på daværende tidspunkt var manager for Liverpool.
En rasende Ferguson brokkede sig på tv over en række kontroversielle dommerkendelser ved at påstå, at udeholdets managere på Anfield generelt 'må kvæles i deres eget opkast og bide sig i tungen af frygt for at komme til at sige sandheden'.
Dalglish var på daværende tidspunkt i kraft af sin store karriere i tidens mest succesfulde klub og på det skotske landshold en langt større magtfaktor i britisk fodbold end Ferguson, og hans svar til United-manageren var derfor ikke så lidt af en lussing.
Kenny Dalglish viftede Ferguson væk som en flue ved at svare, at man 'ville få mere fornuft ud af min seks måneder gamle datter, Lauren'.