City henter David Silva

Manchester City har lavet sommerens første store indkøb og hentet den spanske landsholdsspiller David Silva i Valencia

David Silva skifter fra Valencia til Manchester City. (Foto:  Getty)
David Silva skifter fra Valencia til Manchester City. (Foto: Getty)

Nyrige og ambitiøse Manchester City har åbnet sommerens transfervindue med et indkøb på næsten 250 millioner kroner - eller 27 millioner pund.

Det er 24-årige David Silva, lige nu til VM i Sydafrika med det spanske landshold, der er blevet købt til venstrekanten.

- Ved at købe David Silva viser vi verden, at vil købe de bedste spillere til klubben, og vi vil kæmpe med om det engelske mesterskab, siger Manchester Citys italienske træner, Roberto Mancini.

David Silva fik en time på banen, da Spanien overraskende tabte til Schweiz, men har ikke siden været på banen. Han var en af nøglespillerne, da Spanien for to år siden vandt EM.

- Tiden er inde til at søge en ny udfordring, og jeg er lykkelig over at spille i England med Manchester City.

Dermed har gældsplagede Valencia solgt sin anden store profil siden sæsonafslutningen. Først skiftede David Villa til FC Barcelona - for et sted mellem 300 og 400 millioner kroner - og nu tager David Silva springet til de britiske øer.