Stakkels, stakkels Wayne Bridge.
Ikke alene må Manchester City-backen i øjeblikket leve med at blive udstillet som hanrej i alverdens medier, efter at det i sidste uge kom frem, at hans tidligere anfører og holdkammerat i Chelsea, John Terry, gjorde hans eks-kæreste Vanessa Perroncel gravid.
I onsdagens udgave af The Sun bliver ydmygelsen nemlig total. Avisen kan afsløre, at Perroncel har haft affærer med ikke færre end fem Chelsea-spillere i tidens løb - heriblandt angiveligt Didier Drogba og den nuværende Tottenham-spiller Eidur Gudjohnsen
- Det er lidt af en underdrivelse at kalde hende en Chelsea-pige, som en anonym kilde spydigt formulerer det.
- Wayne ved, at han var en af flere Chelsea-spillere, der har været tæt på Vanessa. Vanessa har altid haft noget med fodboldspillere, og hun besluttede sig for at blive en 'super-WAG' ('WAG' er det engelske udtryk for fodboldstjernernes kærester, 'wifes and girlfriends' - red.), lyder det videre i den engelske avis.
- Under hver enkelt affære så hun kun en spiller ad gangen, men da hun nåede til Terry havde hun samlet sit eget femmandshold, konstaterer den anonyme kilde spydigt.
På ferie med fruen
Imens venter John Terry, som er gift med Toni Poole og sjovt nok er kåret som 'årets far', på dommen fra landstræner Fabio Capello, der med garanti ikke ser med milde øjne på skandalen.
Fredag ventes det, at italieneren meddeler, om Terry stadig er landsholdets anfører. Til gengæld er der ingen problemer i forhold til Chelsea-træner Carlo Ancelotti.
Han overvejer at give sin anfører ferie, så Terry kan fejre Valentins dag med sin forsmåede hustru.
- Det er en sag mellem Terry og mig. Det er ikke jeres problem, synes jeg, siger han til Sky Sports.
- Jeg har ikke diskuteret det med mine spillere. Jeg kan ikke lide at tale om dette, siger italieneren, som understreger, at Terry spiller mod Cardiff i FA Cup'en, hvis han ikke tager på ferie.