Arsenals målmaskine knuste Wolves

Arsenal fortsætter med at underholde og score mange mål, og holdet er efter 4-1 ude over Wolverhampton ubesejret i syv Premier League-kampe i træk

Arsenalspillerne havde rigeligt at juble over i dag. Her er det Vermaelen og Fabregas (Foto: PA Photos)
Arsenalspillerne havde rigeligt at juble over i dag. Her er det Vermaelen og Fabregas (Foto: PA Photos)

Arsenal bliver ved med at imponere og banke mål i kassen i den bedste engelske fodboldrække. Med en 4-1-sejr ude over oprykkerne Wolverhampton satte "The Gunners" lørdag aften en tyk streg under, at de er ligaens mest målfarlige hold, og holdet har desuden vundet seks af de seneste syv ligakampe.

Arsenal uden skadede Nicklas Bendtner blev dog hjulpet på vej af to Wolves-selvmål i første halvleg, begge gange med Arsenal-angriberen Eduardo involveret.

Cesc Fabregas punkterede spændingen i kampen kort før pausen, og i anden halvleg scorede Andrei Arshavin Arsenals mål nummer 36 i 11 Premier League-kampe i denne sæson.

Russeren sparkede flot og kontrolleret bolden i mål helt ude ved stolpen, efter at Wolves-målmanden Wayne Hennessey forgæves havde forsøgt at bokse bolden væk.

Først kort før tid fik hjemmeholdets Jody Craddock reduceret på et godt hovedstød. Dermed fik forsvareren taget revanche for det uheldige selvmål, han lavede i første halvleg, da han rettede Eduardos skud af.

Arsenal overtager med sejren andenpladsen i Premier League på en bedre målscore end Manchester United. Begge hold har 25 point og er to point efter Chelsea, som søndag tager imod netop Manchester United.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere