Tevez-sag ender i forlig

Sheffield United og West Ham har indgået forlig i sagen om, hvor stor en rolle Carlos Tevez spillede i Premier League-nedrykningskampen i 2007

Carlos Tevez i United-trøjen. (Foto: Getty Images)
Carlos Tevez i United-trøjen. (Foto: Getty Images)

Hvor meget koster en nedrykning fra den engelske Premier League? Rigtig mange millioner er de fleste enige om.

Som regel kan man kun give sig selv skylden for de tabte kampe og penge, men sådan mener Sheffield United ikke, det forholdt sig, da klubben i 2007 rykkede ud af den bedste engelske række.

Klubben har derimod krævet en kompensation fra West Ham, som reddede livet det år. Årsagen er, at West Ham benyttede den argentinske angriber Carlos Tevez, hvis skifte til West Ham senere blev dømt ulovligt og kostede klubben en bøde på 60 millioner kroner.

Længe har det trukket op til en retssag, men i dag indgik de to klubber et forlig.

- Begge klubber er glade for at kunne meddele, at et tilfredsstillende forlig om en kompensation er blevet indgået, og dermed ender striden mellem Sheffield United og West Ham, skriver de to klubber i en fælles pressemeddelelse.

De nærmere vilkår i forliget er ikke blevet offentliggjort.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere