Engelske stjerner testes for narko

I et forsøg på at dæmme op for narko- og doping-problemer i engelsk fodbold skal 30 topspillere testes fem gange om året

Rio Ferdinand er favorit til at havne i den nye testgruppe. (Foto: Getty Images)
Rio Ferdinand er favorit til at havne i den nye testgruppe. (Foto: Getty Images)

De engelske fodboldmyndigheder griber nu til nye og drastiske metoder i bestræbelserne på at komme narko- og doping-spøgelset til livs i Premier League.

Således har det engelske fodboldforbund, FA, og den statslige institution UK Sport vedtaget at 30 topspillere skal udtages til en testgruppe, der skal testes fem gange årligt oven i de tests, som allerede gennemføres efter kampene.

Og i lighed med cykelryttere skal stjernerne på listen aflevere 'whereabouts', hvor de skal gøre rede for, hvor de befinder sig en time hver dag.

I løbet af de kommende måneder bliver listens endelige udformning beslutter, men det skulle allerede ligge fast, at listen kommer til at bestå af femten spillere fra de forskellige engelske landshold, mens den anden halvdel vælges blandt de udenlandske spillere i ligaen.

Og spillere, der allerede har været i fedtefadet, kan godt forvente at være med. Derfor er eksempelvis Manchester Uniteds Rio Ferdinand nærmest selvskreven, fordi han for fem år siden måtte udstå en otte måneder lang karantæne, fordi han udeblev fra en dopingtest.

- Selv hvis spillerne er på Barbados, kan vi teste dem. Men vi er ikke onde kontrollanter, der vil gøre livet surt for fodboldspillere. Vi forsøger at beskytte deres sport, forklarer Andy Parkinson fra UK Sport.

Spillere, der eksempelvis tager kokain i deres ferie, vil dog ikke få karantæne, fordi stoffet ikke bedømmes som præstationsfremmende.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere