Lars Jacobsen klar om 14 dage

Landsholdsbacken fik skadet sin skulder i landskampen mod Portugal - nu tegner det langt om længe til comeback til træningsbanen i Everton

Lars Jacobsen fik sin alvorlige skulderskade i landsholdskampen mod Portugal den 10. september. (Foto: Lars Poulsen)
Lars Jacobsen fik sin alvorlige skulderskade i landsholdskampen mod Portugal den 10. september. (Foto: Lars Poulsen)

Lars Jacobsen sad helt som forventet blandt tilskuerne til vanvidskampen mod Aston Villa. Everton-spilleren har end ikke været på træningsbanen med kollegerne siden Portugal-kampen med landsholdet.

Da fik den 29-årige back smadret sin skulder i en sådan grad, at det så yderst langvarigt ud at vende tilbage på banen. Men nu lysner det det kraftigt over Goodison Park.

- Det ser rigtig fint ud nu. Jeg tror, at jeg vil kunne træne med resten af holdet om små to uger. Om der så går et par dage fra eller til er ikke afgørende, siger en glad Lars Jacobsen til ekstrabladet.dk.

Det, der mangler, er stadig lidt bevægelighed i skulderen.

- Jeg mangler lige de sidste centimeter i at kunne strække helt ud og eksempelvis tage et indkast. Jeg skal også være sikker på, at skulderen er helet helt op inden, jeg begynder træningen, så jeg ikke kan bryde den op ved at falde, siger han.

Om der så er plads til Lars Jacobsen i startopstillingen, når han er tilbage engang efter nytår, er så en helt anden sag.

Men med dagens vanvittige afslutning af Aston Villa-kampen i tankerne skulle der vel nok blive plads til en stabil dansk fod til at lukke af bagude, når man netop har udlignet til 2-2 i kampens sidste minut, så man ikke taber 2-3...

- Jeg tænker faktisk ikke over mine fremtidsmuligheder lige nu. Mit fokus er alene på at få skaden overstået og blive klar til at spille igen, siger Lars Jacobsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer