Gallas får opbakning fra Chelsea

Chelsea-målmand Petr Cech medgiver, at William Gallas har opført sig uheldigt de seneste par uger i Arsenal

William Gallas har fået frataget anførerbindet efter sine kommentarer om uro i Arsenals omklædningsrum. (Foto: AP)
William Gallas har fået frataget anførerbindet efter sine kommentarer om uro i Arsenals omklædningsrum. (Foto: AP)

Franske William Gallas har været i strid modvind, siden han fortalte om interne uroligheder i Arsenals trup.

Nu får den forhenværende anfører for The Gunners dog opbakning fra sin tidligere holdkammerat i Chelsea, målmanden Petr Cech.

- Jeg kender William, og hvis han siger, at det er sket, er det sket, siger den garderhøje tjekke til avisen The Sun.

De to spillede sammen et par sæsoner, inden Gallas skiftede fra Chelsea til Arsenal i en handel, hvor Ashley Cole gik den modsatte vej.

Cech er dog ikke enig i måden, Gallas har opført sig på.

Taler fra hjertet
- William er en fin fyr, han er meget passioneret omkring fodbold. Men jeg medgiver, at det ikke passer sig at diskutere offentligt, hvad der sker i omklædningsrummet, siger Cech.

- Han må have følt sig meget frustreret, når han på den måde er gået ud i offentligheden med historien. Han er typen, der siger, hvad han mener. Og derfor tror jeg, at folk ser anderledes på ham, fordi han altid taler fra hjertet, siger Cech.

De to mødes søndag, når Arsenal skal forsøge at mindske afstanden til Premier Leagues førerhold, Chelsea. Afstanden er inden weekendens runde på 10 point.

- Arsenal spiller flot fodbold. Men når det ikke lykkes dig at skabe pladsen på fodboldbanen, bliver du nødt til at spille fysisk og fighte. Det er Arsenal ikke god til, siger Cech.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere