Ferguson fik karantæne for amok-løb

United-boss Sir Alex Ferguson har fået to spilledages karantæne for at spæne ind på banen efter kampen mod Hull for at skælde ud på dommeren

Sir Alex Ferguson skal sidde på tribunen i de næste par kampe. (Foto: Getty Images)
Sir Alex Ferguson skal sidde på tribunen i de næste par kampe. (Foto: Getty Images)

Man skal som fodbold-manager lade være med at spæne ind på banen og skrige dommeren ind i hovedet, også selv om kampen er slut.

Det kan Manchester United-manager Sir Alex Ferguson skrive sig bag øret, efter at han tirsdag blev idømt to spilledages karantæne og en bøde på knap 100.000 kroner af det engelske fodboldforbund.

Det var straffen for, at Ferguson efter 4-3-sejren over Hull City den 1. november løb ind på banen for at diskutere et par ting med dommer Mike Dean og pege på ham med en anklagende pegefinger.

Den 66-årige skotte var utilfreds med et straffespark, som Hull blev tildelt, ligesom han mente, at Hulls Michael Turner skulle have haft sit andet gule kort for et groft frispark på Michael Carrick.

Ferguson har flere gange tidligere fået bøder og karantæner for såkaldt 'upassende optræden', det vil sige for at rase overfor dommere.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere