Nasri skød United i sænk

Samir Nasri agerede skarpretter med to mål, da Arsenal slog Manchester United 2-1 i lørdagens engelske topbrag. Sørensen holdt nullet for Stoke

Franske Samir Nasri (th) stjal billedet på Emirates med to scoringer. (Foto: Getty Images)
Franske Samir Nasri (th) stjal billedet på Emirates med to scoringer. (Foto: Getty Images)

Der var fuld spilletid til Nicklas Bendter i lørdagens topbrag i Premier League mellem Arsenal og Manchester United, men det blev The Gunners' franske supertalent Samir Nasri, som stjal billedet med to scoringer på Emirates.

På forhånd var der talt meget om, at Arsenal måtte undvære profiler som Emmanuel Adebayor, Robin van Persie og Kolo Touré, der dog kom ind til sidst. Men på eget græs var London-klubben rigelig stærk til at besejre 'De Røde Djævle' og samtidig sætte punktum for ti kedelige dage, hvor det blot er blevet til 4-4 mod Tottenham, 1-2 mod Stoke og 0-0 mod Fenerbahce i Champions League.

Arsenal fik ellers en rigtig kedelig start på kampen, da målmand Manuel Almunia helt uforståeligt samlede en tilbagelægning op i allerførste minut.

Til spanierens held formåede Anderson dog ikke at udnytte det efterfølgende frispark, ligesom Cristiano Rondaldo, der efter ti minutter sendte et frispark forbi kassen.

Efter det indledende United-stormløb overtog værterne dog styringen, og Bendtner kunne - og burde - have scoret på en af de to store hovedstødschancer han fik indenfor to minutter.

I den anden ende misbrugte Wayne Rooney en gigantisk mulighed, inden Nasri gik i aktion.

United taber terræn
Efter et Arsenal-hjørnespark fik Dimitar Berbatov ikke headet bolden ordentlig væk. I stedet landede den lille runde for fødderne af Nasri, der resolut sendte bolden i nettet.

Den stilling holdt til pausen på trods af et voldsomt opskruet tempo fra begge sider, men anden halvleg var knapt fløjtet i gang, før Samir Nasri fordoblede sin målhøst efter forarbejde af Cesc Fabregas.

Efter pausen var der lidt længere mellem de store chancer selvom det fortsat gik over stok og sten. Bendtner soldede dog en stor mulighed op, da han ikke fik ordentligt træf på bolden.

Det gjorde den brasilianske back Rafael da Silva til gengæld kort før tid, da han fik reduceret for Manchester United.

Nærmere kom United dog ikke trods seks minutters tillægstid, og dermed rykker Arsenal op på tredjepladsen i Premier League.

Værre ser det ud for Manchester United, der nu har fem point op til førerholdene Chelsea og Liverpool.

I lørdagens anden tidlige kamp holdt Thomas Sørensen nullet, da Stoke spillede 0-0 i udekampen mod Wigan.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere