Bendtner: Afskriv os aldrig

Nicklas Bendtner før dagens topbrag i Premier League: Det vil være fantastisk at score mod Manchester United

Nicklas Bendtner drømmer om at score mod Manchester United. (Foto: AP)
Nicklas Bendtner drømmer om at score mod Manchester United. (Foto: AP)

Arsène Wenger har altid haft det med at hive en ny trumf op af ærmet. Et nyt, ungt stjerneskud, der vælter fodboldverden med storm.

Det er i sandhed også nødvendigt, når Arsenal i dag tager mod Manchester United.

Angrebs-lazarettet bør give alvorlige panderynker hos den franske manager.

Eduardo er stadig ude, fordi han kun er på vej tilbage fra et benbrud, Emmanuel Adebayor har en ankelskade og er ude to uger mere, Robin van Persie afsoner karantæne og stortalentet Theo Walcott er tvivlsom, fordi han slås med en skulderskade.

Arsène Wenger er nærmest tvunget til at spille med Nicklas Bendtner som sit førstevalg, mens den relativt ukendte mexicaner Carlos Vela kan blive hans makker.

Stort pres på Bendtner
Sæsonen har hidtil været skuffende for Arsenal, der har haft mange udsving. Men klubbens danske bomber advarer så tidligt på sæsonen mod at afskrive holdet i titelkampen.

– Med de spillere, vi har i Arsenal, har vi en stærk tro på, vi kan slå alle. Kampen mod Manchester United er vigtig, fordi det er en god mulighed for at komme tilbage på vindersporet, siger Nicklas Bendtner til den engelske avis The Guardian.

Mødet med mestrene på Emirates er en af de største udfordringer, Bendtner står foran, fordi der vil ligge et stort pres på hans skuldre med de mange stjerneangribere udenfor.

– Jeg fokuserer ikke på dem, der ikke kan spille. Jeg koncentrerer mig om at levere det bedste, jeg har lært, men det handler ikke om én mand mod ét hold. Det handler om, at alle spiller op til deres bedste. Det vil måske være nok til at vinde, tilføjer Nicklas Bendtner.

– Hvor specielt vil det være for dig at score sejrsmålet mod Manchester United?

– Det vil være fantastisk. Men jeg vil ikke være tilfreds, hvis jeg scorer ét mål og spiller en dårlig kamp. Jeg vil hellere levere en fantastisk præstation og så lade en af forsvarsspillerne score det afgørende mål, forklarer han.

– Arsenal har i denne sæson fået en del kritik. Kan I stadig overraske, selv om truppen har mange unge spillere?

– Det er rigtigt, at vi har en ung trup, men vi skal nok bevise over for omgivelserne, at det er forkert at afskrive os. De, der har set os spille, vil også vide, at vi har været gode mod de stærke mandskaber. Det bliver ikke anderledes mod Manchester United.

– Vil du betegne Manchester United som favoritter?

– Nej, jeg vil ikke sige, de er favoritter. Men det er en stor kamp, fordi begge mandskaber går efter at vinde.

Kanal 5 kl. 13.45


0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere