Skidt Laursen tabte til Newcastle

Den danske anfører i Aston Villa så ikke godt ud i de situationer, hvor Newcastle scorede i 2-0 sejren

Martin Laursen kom for sent til en pasning tæt under mål, da Obafemi Martins scorede sit andet mål i kampen. (Foto: Getty Images)
Martin Laursen kom for sent til en pasning tæt under mål, da Obafemi Martins scorede sit andet mål i kampen. (Foto: Getty Images)

Han har spillet rigtig mange gode kampe gennem lang tid for Aston Villa. Men aftenens kamp mod bundholdet Newcastle kommer bestemt ikke med i den kategori.

Martin Laursen blev decideret tørret på kanten af feltet, da Obafemi Martins i det 60. minut satte kampens første scoring ind. Da lignede danskeren nærmest David Nielsen på vej ind i en spillehal med flere blackjack-borde - hvilken vej skal jeg gå?

Ligeledes så centerforsvareren heller ikke helt godt ud, da Martins scorede for anden gang.

Jonas Gutierrez slap fri på venstrekanten og kom til baglinjen i målfeltet, og hans pasning ind midt for mål smuttede lige akkurat forbi en glidende Martin Laursen, der så måtte konstatere, at Martins ikke kom for sent, men derimod uden besvær kunne smide bolden i mål bag en chanceløs Brad Friedel i Aston Villa-målet.

Så hjælper det lige fedt, at den store dansker havde et hovedstød på stolpen i første halvleg. Det tæller lige som ikke rigtig i det regnestykke. Med sejren rykkede Newcastle op over stregen i Premier League, mens Aston Villa forsømte muligheden for at komme forbi Manchester United på tredjepladsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere