Vildt målinferno sender Hull i FA Cup-finalen

Hull City vandt en underholdende semifinale med 5-3 over sensationsholdet Sheffield United

Hull vandt 5-3 over Sheffield United i en vanvittigt drama på Wembley. (Foto: AP)
Hull vandt 5-3 over Sheffield United i en vanvittigt drama på Wembley. (Foto: AP)

Det bliver som ventet Hull City, der skal møde Arsenal i finalen i FA Cuppen.

Hull, der aldrig tidligere har nået slutkampen i den prestigefyldte pokalturnering, besejrede søndag aften Sheffield United med 5-3 i en livlig semfinale på Wembley.

United, der til dagligt optræder i League One, den tredjebedste række, strittede ellers flot imod og var foran to gange mod et Hull-mandskab, der i perioder virkede rystet.

Se også: Premier League-klub får afvist navneændring

Det tidligere Everton-talent Jose Baxter bragte de undertippede i front med 1-0 efter 20 minutter, da han ekspederede et indlæg i nettet bag Steve Harper i Hull-målet.

Og kort før pausen - umiddelbart efter Yannick Sagbos flotte udligning - gjorde Stefan Scougall det til 2-1 for Sheffield United, hvis tilhængere havde en mægtig fest i pausen.

Men selv om Hull måtte undvære sine to sædvanlige førsteangribere, Nikica Jelavic og Shane Long, var der alligevel bid nok i angrebet til at slå igen i anden halvleg.

Se også: Arsenal i pokalfinalen efter drama

Først udlignede Matty Fryatt, der var blevet sendt på banen fra halvlegens start, og kort efter gjorde Tom Huddlestone det til 3-2.

Den store midtbanemand spillede et-to midt på banen og satte i et uimodståeligt ryk ind gennem United-forsvaret, der til sidst blev snydt af en finte, inden Huddlestone brugte venstrebenet til at passere målmand Mark Howard.

Da Stephen Quinn midt i anden halvleg øgede forspringet til 4-2, var det op ad bakke for manager Nigel Clough og hans stærkt kæmpende tropper.

Se også: Cazorla revser Arsenal: Vi mangler vindermentalitet

Jamie Murphy fik godt nok reduceret på en akrobatisk flugter i sidste minut, men Hull-spillerne strøg bare op i den anden ende og lavede kampens ottende og sidste mål.

Det var David Meyler, der sluttede målfesten, da han sendte et tørt skråskud ind i Sheffield United-målet.

Finalen, der altså bliver en anliggende mellem Hull og Arsenal, bliver spillet 17. maj.

0 kommentarer
Vis kommentarer