Arsenal i pokalfinalen efter drama

Var i tovene mod pokalkongerne fra Wigan men fik til sidst vendt dramaet efter omkamp og straffespark med Cazorla som matchvinder

Per Mertesacker jubler sin lettelse ud efter at have udlignet den føring, han selv havde givet Wigan ved at begå straffespark (Foto: AP)
Per Mertesacker jubler sin lettelse ud efter at have udlignet den føring, han selv havde givet Wigan ved at begå straffespark (Foto: AP)

Pokalkongerne fra Wigan var otte minutter fra at fortsætte deres vilde og historiske sejrsmarch, mens Arsene Wengers position igen var ved at komme til hidsig debat med endnu en forlængelse af Arsenals titeltørke siden 2005.

Men til sidst blev resultatet af FA Cup-semifinalen på Wembley mellem de regerende pokalmestre, der i mellemtiden har måttet en tur ned i The Championship, og Arsenal, der længe førte Premier League men siden har måttet se sæsonen smuldre, det modsatte. Arsenal er i finalen.

Se også: Matchfakta: Arsenal-Wigan

Men første skulle de to hold igennem et vaskeægte pokaldrama i flere akter, der dog først for alvor blev rullet op et stykke inde i anden halvleg.

Se også: Cazorla revser Arsenal: Vi mangler vindermentalitet

Kampens første rigtige af slagsen udspillede sig efter en times spil, hvor Jordi Gomez måtte stå og varme bolden i næsten tre minutter, før han kunne få lov at sparke fra ellevemeterpletten.

Op til Per Mertesackers straffespark på Callum McManaman, fik Wigan-spilleren nemlig lige kropstacklet Nacho Monreal på en måde, så han først måtte behandles i flere minutter og siden skiftes ud med Kieran Gibbs.

Men den 29-årige spanier bevarede roen og bragte Wigan i front, selv om Lukasz Fabianski var tæt på at få fingrene på hans venstrebensskud.

Se også: Podolski: Wigan er chanceløse

Næste drama udspillede sig, da Arsene Wenger kort efter besluttede sig for at sende sin normale førsteangriber Olivier Giroud på banen. I stedet for at trække hans erstatning fra start, unge Yaya Sanogo, ud, var det nemlig Lukas Podolskis nummer, der lyste på tavlen, og det tog tyskeren ikke ret pænt.

Tværtimod pegede han utvetydigt – og temmelig ukollegialt - mod Sanogo og forlod hovedrystende banen, mens han lossede til et par vandflasker på sin vej ned i omklædningsrummet.

Vild afslutning: Her udligner Eriksen i overtiden

Tredje fase af pokaldramaet faldt i en fase på tre minutter, i det 81., 82., og 83., hvor først Bacara Sagna (på stolpen) og så Kieran Gibbs havde nærgående hovedstødsforsøg, før Per Mertesacker kunne tage lykkelig revanche for sit begåede straffespark og heade udligningen ind med målnæsen.

Se alle lørdagens 11 Premier League-mål i et klip

Men et godt drama består gerne af mindst fire akter, og det næste skulle selvfølgelig udspille sig i forlænget spilletid, hvor Wengers systemskift til 4-4-2 begyndte at give bonus. Sanogo fik hele tre pæne chancer for at retfærdiggøre sin fortsatte tilstedeværelse på banen i forlængelsens første halvleg, før anden halvleg begyndte med tiltagende kramper hos aktørerne.

Især hos Aaron Ramseay, der startede for Arsenal for første gang siden jul og måtte ud i 117 minutters fight.

Også Alex Oxlade-Chamberlain måtte ned en tur men kom sig så hurtigt, at han i det 113. minut hamrede bolden på trekantssammenføjningen.

Femte akt: Straffespark. Med Wigan først på pletten.

Fabianski piller det første fra Gary Caldwell. Mikel Arteta scorer køligt. Fabianski gør det igen: Snupper Jack Collisons forsøg i modsatte anden side. Netop indskiftede Kim Källström øger. Jean Beausejour reducerer. Giroud øger sikkert. James McArthur holder spændingen ved lige. Og så gør spanske Santi Cazorla det af med Wigans pokalfightere.

0 kommentarer
Vis kommentarer