The Beast jagter hurtig klubafklaring

Brian 'The Beast' Jensen er gået på klubjagt efter bruddet med Bury. Der er nogle ting i gang, og han vil ikke vente lige så længe som sidste år

Brian Jensen jagter en ny arbejdsgiver. (Foto: PA)
Brian Jensen jagter en ny arbejdsgiver. (Foto: PA)

Kalenderen skrev september sidste år, før den danske målmand Brian The Beast Jensen fik sin fremtid afklaret efter bruddet med Burnley. Jensen skrev kontrakt med League Two-klubben Bury, hvor han har været fast mand hele sæsonen og blev kåret til Årets Spiller.

Bury ønskede imidlertid ikke at forlænge hans kontrakt, og det undrer den snart 39-årige dansker, men han giver ikke op. Han er allerede gået i gang med klubjagten.

- Det virkede meget bizart og underligt på mig, at Bury ikke ville forlænge, men de har nok allerede lavet en aftale med en anden målmand, og den eneste forklaring, jeg har fået er, at det var en meget, meget svær beslutning for dem. Da jeg kom hertil sidste år, skulle jeg vise, at jeg stadig kunne. Det har jeg gjort, så jeg er ikke bekymret for min fremtid. Jeg er realistisk, men jeg skal nok finde noget, og måske kan det her føre til noget bedre.

Se også: 'Bæstet' står uden klub

- Der er nogle ting, der rør på sig allerede, som vi skal snakke videre om i den her uge, og jeg er åben for hvad som helst. Måske skal jeg og familien prøve noget helt nyt, men vi tager en beslutning hen ad vejen, siger Jensen til tipsbladet.dk.

Opholdet i Bury er altså slut for Brian Jensen, der efter en uges ferie nu skal træne forud for sommerens transfervindue. Han havde egentlig en aftale med Wigans målmandstræner Phil Hughes, som han kender fra mange år i Burnley, om at træne med målmandsteamet i Championship-klubben, men da Wigan røg ud af playoff-spillet til Premier league i weekenden, er de nu gået på ferie, og Jensen må træne for sig selv.

Han håber dog, at han hurtigst muligt kan få kontrakt med en ny klub.

Se også: 70'er-storklub nærmer sig Premier League

- Sidste år ventede vi længe på nogle ting, der var bedre edn Bury. De ting gik så i vasken, og én ting er sikkert: Vi venter ikke så længe i år. Jeg har et okay cv, og folk har fået at se, at jeg stadig kan, at jeg ikke er klar til at stoppe, siger den danske målmand.

Brian Jensen har spillet 39 kampe for Bury i denne sæson mod bare fire optrædener for Burnley i sidste sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer