Begynderfejl da City finale-ydmygede Arsenal

Manchester City udstillede hvor langt Arsenal er efter Premier Leagues top med stor finale-sejr

Nacho Monreal forsøgte at filme sig til straffespark i League Cup-finalen. Foto: Carl Recine
Nacho Monreal forsøgte at filme sig til straffespark i League Cup-finalen. Foto: Carl Recine

Debatten om Arsene Wengers fremtid i Arsenal kan begynde at flamme igen.

For den måde Gunners tabte League Cup-finalen til Manchester City på var tæt på at være ydmygende.

3-0 til de lyseblå fra Manchester lyder umiddelbart tilforladeligt.

Men cifrene dækker over en kamp, hvor Arsenal kun det første kvarter formåede at matche sin modstander.

Pierre-Emerick Aubameyang burde da også have givet London-klubben en drømmestart, da han blev spillet helt fri tæt under mål. Men Kyle Walker fik blokeret chancen i første omgang, og efterfølgende fik den dyrt indkøbte angriber ikke ordentlig ram på kuglen, så Claudio Bravo kunne redde.

Manchester City rystede hurtigt chokket af sig og efter 18 minutter blev kursen sat mod triumf, da Shkodran Mustafi begik en børnefejl af dimensioner.

Tyskeren var voldsomt fejlplaceret, da Claudio Bravo huggede bolden langt. Sergio Aguero afventede klogt, og drønede mod mål efter en kolission med tyskeren. Alene med David Ospina kunne argentineren let løfte kuglen ind til 1-0.

Shkodran Mustafi forsøgte ihærdigt at apellere for frispark, men uden held. Det var ganske enkelt svagt forsvarsspil, der på ingen måde hører en finale til.

Arsenal forsøgte at vende kampens forløb, men kendetegnende for magtbalancen, så var det ikke videre fine midler som Arsene Wengers drenge tog i brug. Nacho Monreal smed sig i forsøget på at få straffespark, og da Fernandinho kort før pausen stoppede i tide før en nærkamp med Jack Wilshere, så gik Arsenal-spilleren ned i forsøget på at fremtvinge advarsel nummer to til brasseren.

Det var en finale, hvor Arsenal skulle håbe på, at den snævre føring ville holde så længe, at de fik muligheden for at komme tilbage på en tilfældig scoring.

I stedet satte Kevin de Bruyne tingene på plads i starten af anden halvleg, da hans hjørnespark blev afsluttet af Ilkay Gündogan og Vincent Kompany kunne rette skuddet af til 2-0.

Kort efter blev Arsenal skilt ad, og David Silva kunne gøre det til 3-0 med en halv time tilbage af finalen, da backen Danilo spillede spanieren fri.

Det kunne være endt i en decideret ydmygelse af Gunners, men Pep Guardiolas mænd slap foden fra speederen i kampens sidste have time, hvor spanieren fik masser af tid til at vænne sig til tanken om at løfte det første trofæ med klubben

Arsenal slap med nådige cifre på tavlen - 3-0 - og et vidnesbyrd om, hvor langt de er efter den absolutte top i Premier League.

Se også: Saftig sex-sag fører til dopingdom for fodboldstjerne

Se også: Liverpool bombede West Ham i sænk

Se også: Spillere i oprør: Landstræner var fuld under EM-kamp

20 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere