Brentford leverede pokal-afklapsning

Brentford uddelte bøllebank, da Oldham gæstede i Liga Cup'en tirsdag aften

Brentford har fået en god start på Premier League-sæsonen, og tirsdag spillede man sig så videre i Liga Cup'en med en overbevisende 7-0-sejr.

London-klubben fik besøg af League One-mandskabet Oldham og havde både Mathias 'Zanka' Jørgensen, Mads Roerslev, Mathias Jensen og Frank Onyeka med i startopstillingen.

Den helt store helt endte imidlertid med at blive finske Marcus Forss.

Ikke mere end tre minutter inde i opgøret blev Yoane Wissa nedlagt i feltet, og Forss tog sig af sparket fra ellevemeterpletten. Det formåede han at sende ind bag keeper Jayson Leutwiler, og så var hjemmeholdet tidligt i front.

Selvsamme Forss var på spil igen efter 16 minutter, hvor han gjorde det til 2-0. Her var han først over returbolden fra Wissas afslutning på stolpen.

I det 38. minut var det Wissas tur til selv at komme på tavlen, og denne gang skete det på oplæg fra Mathias Jensen. Danskeren slog en præcis bold i dybden, og Wissa var skarp alene med Leutwiler.

Kort inden pausen blev det også både 4-0 og 5-0, da Raphaël Diarra først fik sendt Saman Ghoddos' indlæg i eget net, inden Marcus Forss lavede hattrick efter oplæg af Ghoddos.

I anden halvleg skruede Brentford ned for blusset, men det skulle alligevel også blive til 6-0. Igen var Forss manden bag målet, da han hamrede et fladt indlæg fra Roerslev i nettet.

Efterfølgende blev danske Mads Bidstrup sendt på banen, og han kunne sammen med resten af Brentford-mandskabet køre sejren sikkert i hus. Han kunne sågar se Wissa gøre det til 7-0 kort før tid med en saksesparksscoring.

Brentford er nu videre til ottendedelsfinalerne i turneringen.