Brentfords nye scoop - tæt på dansk stortalent

Ifølge det tyske medie Bild er Brentford i færd med at hente den danske midtbanespiller Mads Bidstrup

Bidstrup fik aldrig bidt sig fast i Leipzig. Foto: Getty Images
Bidstrup fik aldrig bidt sig fast i Leipzig. Foto: Getty Images

Han blev købt i FC København for to og et halvt år siden, men indtil videre har danske Mads Bidstrup ikke fået spilletid for det tyske storhold RasenBallsport Leipzig.

Og det ser parterne nu ud til at tage konsekvensen af.

For ifølge det store tyske medie Bild er danskeren på vej væk fra Tyskland og Leipzig, og det skal være Thomas Frank og engelske Brentford, der er klar til at købe det tidligere FC København-talent fri af Tyskland, hvor han fortsat har tre år igen af aftalen.

Mads Bidstrup, der spiller på den centrale midtbane, var regnet som et af dansk fodbolds største talenter, da han rykkede til Leipzig, men han har ikke formået at slå igennem på førsteholdet.

Danskeren blev dengang handlet for mere end 15 millioner kroner - en flot pris for en 16-årig - så meget koster han næppe for Brentford, der angiveligt henter danskeren for en noget billigere pris.

Mads Bidstrup i FCK-trøjen inden kontrakten med Leipzig blev en kendsgerning. Foto: fck.dk
Mads Bidstrup i FCK-trøjen inden kontrakten med Leipzig blev en kendsgerning. Foto: fck.dk
 

Sportsdirektør Markus Krösche fra RasenBallsport Leipzig bekræfter over for Bild, at der kan være et skifte på vej for Mads Bidstrup.

I Brentford bliver han en del af en danskerkoloni, og det er meget muligt, at han starter på reserveholdet, inden han på et tidspunkt begynder at få chancer på førsteholdet.

Brentford har allerede en hel række af danskere, og så har man Thomas Frank som træner og Rasmus Ankersen som sportsdirektør.

Brian Riemer er assistenttræner for Thomas Frank, og Riemer kender Bidstrup, for han var assistent i FC København, da Bidstrup havde sin gang der.

Mads Bidstrup har spillet på diverse danske U-landshold, og han er ifølge Bild ikke den eneste ungdomsspiller, klubben vil af med denne sommer.

Bidstrup blev kåret til at være årgang 2001's allerstørste talent. Den hype har han dog ikke levet op til i Leipzig.

 

52 kommentarer
Vis kommentarer