Schmeichel holder buret rent i topkamp

Kasper Schmeichel stod en flot kamp for Leicester mod Queens Park Rangers og lagde sågar op til kampens enlige mål

Kasper Schmeichel havde en stor andel i Leicesters 1-0 sejr over QPR. (Foto: PA)
Kasper Schmeichel havde en stor andel i Leicesters 1-0 sejr over QPR. (Foto: PA)

Kasper Schmeichels drømme om at spille Premier League-fodbold fik ny næring lørdag, da han sammen med Leicester vandt 1-0 over Queens Park Rangers i den næstbedste engelske fodboldrække, Championship.

Og danskeren havde selv stor andel i sejren, der sender Leicester op på tredjepladsen, á point med QPR og ét point efter topholdet Burnley.

Schmeichel leverede flere gode redninger undervejs i kampen, og han lagde indirekte også op til kampens mål, da han med et udspark fandt David Hugent, som med hovedet sendte bolden videre til den senere målscorer, Jamie Vardy.

Se også: Han er anholdt for engelsk matchfixing

Det var blot tredje mål i sæsonen, der blev scoret på Loftus Road imod Queens Park Rangers, der mistede temperamentsfulde Joey Barton undervejs på grund af to gule kort.

Kampen måtte i øvrigt afbrydes godt 10 minutter inde i kampen, fordi et egern fandt vej til græsset og først forlod banen efter at være blevet jagtet rundt i fem minutter.

Leicester-spillerne kan holde en kort juleferie, inden det fra den 26. december går løs med et stramt nytårsprogram, der omfatter fire kampe på ni dage.

Se også: Avis: Spiller modtog kvart million for gult kort

Ud over ligaopgørene mod Reading, Bolton og Milwall gælder det FA Cup-kampen mod Stoke fra Premier League.

Sidstnævnte kunne meget vel blive en duel mellem to danske målmænd, idet Thomas Sørensen traditionelt har passet Stokes bur i pokalkampe.

0 kommentarer
Vis kommentarer