Løvenkrands regner med sommerskifte

Peter Løvenkrands får begrænset spilletid i Birmingham, men regner først med at skifte klub til sommer

Peter Løvenkrands (Foto: AP)
Peter Løvenkrands (Foto: AP)

33-årige Peter Løvenkrands har siden sommeren 2012 været på kontrakt i Birmingham City, men snart kan der være nye udfordringer på vej for offensivspilleren. 

Løvenkrands har således kun fået meget begrænset spilletid i Birmingham, og da han ikke forventer et nyt kontraktudspil af klubben, når hans kontrakt udløber til sommer, kan et klubskifte meget vel komme på tale. Dog forventer han ikke afklaring i den nærmeste fremtid. 

- Jeg tager det stille og roligt. Jeg er stadig med omkring holdet, og jeg er sund og rask. Jeg ville selvfølgelig gerne spille mere, men jeg håber, at jeg kan få chancen snart, siger Peter Løvenkrands til tipsbladet.dk.

Med et halvt år tilbage af sin kontrakt, kan han forhandle frit med andre klubber, men indtil videre har der ikke været nogle konkrete henvendelser til den tidligere landsholdsspiller. Han regner heller ikke med, at der bliver tale om et klubskifte i dette transfervindue. 

- Jeg tror det ikke. Alt kan selvfølgelig ske, men lige nu tror jeg ikke, at der sker noget. Det bliver nok først til sommer, men jeg har mest fokus på at træne godt og holde mig klar. Jeg har ikke tænkt så meget over fremtiden endnu, for der er stadig et halvt år tilbage af min kontrakt. Der kommer måske først en afklaring en eller to måneder inden kontraktudløb, siger Peter Løvenkrands.

Han har gennem hele sin tid på de britiske øer været åben for at et skifte hjem til dansk fodbold, og det er han stadig. 

- Jeg har aldrig sagt, at jeg ville udelukke Danmark, og sådan er det stadig. Jeg er åben for Danmark, men jeg har ikke hørt noget eller haft tilbud at tage stilling til. Jeg lukker ikke nogen døre, og hvis der kommer et tilbud, vil jeg kigge på det, siger han. 

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer