Franks fantastiske fodboldmirakel

Thomas Frank skriver fodboldhistorie, hvis den lille danskerklub Brentford rykker op i Premier League

Thomas Frank har grund til at smile. Den tidligere Brøndby-træner er ved at skabe et mirakel med Brentford. Med et yderst begrænset budget slås de med om oprykning til Premier League. Arkivfoto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Frank har grund til at smile. Den tidligere Brøndby-træner er ved at skabe et mirakel med Brentford. Med et yderst begrænset budget slås de med om oprykning til Premier League. Arkivfoto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix

Kan man med et beskedent spillerbudget skabe et mandskab, der spiller med om oprykning til Premier League?

Svaret er ja. I hvert fald når træneren er Thomas Frank, og klubben er Brentford.

Det er faktisk lidt af et mirakel, Thomas Frank er i færd med at skabe i den lille Londonklub.

For med et anslået spillerbudget i niveauet 130-140 mio. kr. er Brentford blandt de klubber med det sjette-syvende laveste spillerbudget i Championship.

Alligevel spiller de med om oprykning til Premier League. De får helt sikkert to playoff-kampe og muligvis finalen om én milliard kroner på Wembley.

Thomas Frank og Brentford har vundet de seneste fem kampe i træk med samlet 14-0. Nu er kursen sat mod Premier League. Arkivfoto: Adam Holt/Ritzau Scanpix.
Thomas Frank og Brentford har vundet de seneste fem kampe i træk med samlet 14-0. Nu er kursen sat mod Premier League. Arkivfoto: Adam Holt/Ritzau Scanpix.
 

Kollektivets triumf
- Vi har vores drømme, men vi fjerner vi ikke vores fokus fra, hvad det handler om; at vinde den næste kamp, siger Thomas Frank til Ekstra Bladet.

- Penge er så afgørende i topfodbold. Op imod 70 procent af din sportslige succes handler om de økonomiske midler, du bruger på dit hold. De sidste 30 procent handler om det, vi kan påvirke: Træningen, kulturen og forberedelsen. Her har vi skabt en fantastisk mentalitet, hvor alle hylder kollektivet, forklarer Brentford-træneren.

Brentford er en lille fisk i det store fodboldbillede. Klubben henter ofte unge og relativt ukendte talenter, der får plads til at udfolde sig. Alternativt går de på rov hos mindre engelske klubber og udvikler spillerne. Som det er sket med topscorer Ollie Watkins og Ethan Pinnock.

Siden genstarten efter coronapausen har Brentford hentet fire sejre med samlet 9-0. Faktisk er de seneste fem vundet med imponerende 14-0.

- Det er klubrekord, har jeg hørt. Men det kan vi ikke bruge til så meget, hvis vi ikke vinder noget eller rykker op, siger han med et skævt smil.

Said Benrahma scorede hattrick, da Brentford senest vandt 3-0 over Wigan. Nu har han sammen med Ollie Watkins og Bryan Mbeumo scoret 52 mål i sæsonens løb. Foto: Joe Toth/BPI/Shutterstock
Said Benrahma scorede hattrick, da Brentford senest vandt 3-0 over Wigan. Nu har han sammen med Ollie Watkins og Bryan Mbeumo scoret 52 mål i sæsonens løb. Foto: Joe Toth/BPI/Shutterstock
 

Angrebsduo med 52 mål
Thomas Frank har ikke kun skabt et hold, der udfordrer de bedste i rækken. Han har formet en kultur i Brentford, hvor holdet er stjernen.

- Vi kan slet ikke bruge egoister, men vi vil gerne have individualister, som Thomas Frank formuler sig.

Aktuelt har han både ligaens bedste offensiv og defensiv. De tre offensive trumfer Said Benrahma, Ollie Watkins og Bryan Mbeumo har scoret 52 af holdets 73 træffere.

- Hele holdet har brugt rigtig meget energi på at blive bedre til at forsvare os. Det er lykkedes nu, hvor vi har ligaens stærkeste defensiv, forklarer Thomas Frank.

Premier League er ikke noget, den tidligere Brøndby-træner vil tale om. Fordi det stadig er langt væk. Og fordi det stadig ’kun’ er i drømmene.

- Det handler om, at vi nyder rejsen. Brentford er en klub, der hvert år har taget nye, store skridt. Hvor langt det rækker, kan vi kun drømme om, siger han.

Drømmene lever, og miraklet er lige nu ikke langt væk for Thomas Frank.

Brentford spiller tirsdag hjemme mod Charlton. Derudover resterer der fire spillerunder. Sæsonen slutter med hjemmekampen mod Barnsley, der også bliver den sidste kamp på Griffin Park. Når den nye sæson starter til september, flytter Brentford ind på Brentford Community Stadium, hvor der er 17.250 pladser.

De er årsagen til Brentfords succes

Ollie Watkins

Den 24-årige angriber kom til klubben i sommeren 2017 fra Exeter City. Siden har han udviklet sig som en stærk profil.

Han er ingen typisk engelsk forward med sine blot 179 cm. Men han er hurtig, fysisk stærk og så er han knivskarp på de flade pasninger i feltet.

Med 23 træffere har han status af ligatopscorer. Og det betyder naturligvis, at han vil være jagtet af Premier League-klubberne i sommerens transfervindue. Han har kontrakt til sommeren 2023.

Said Benrahma

Den hurtige, pågående kantspiller scorede hattrick i lørdagens 3-0 sejr over Wigan. Nu er han noteret for 14 sæsontræffere. Det var tredje gang siden starten af sidste sæson han præsterede et hattrick. Kun Sergio Aügero er bedre med fire i de to bedste engelske fodboldrækker. Den algeriske landsholdsspiller er jagtet vildt af klubber som Arsenal, Leicester og Chelsea, der er i førerpositionen.

Pontus Jansson

Han var klubbens dyreste indkøb, da han før sæsonen blev hentet i Leeds for 50 mio. kr. Han er det centrale omdrejningspunkt i bagkæden og har sin store andel i, at Brentford lige nu har rækkens bedste defensiv. Der er blot scoret 33 mål mod dem i 41 kampe.

Bryan Mbeumo

Den hurtige kantspiller ligger primært til højre, så han kan trække ind i banen og afslutte med sit farlige venstreben. Han er et skoleeksempel på, hvordan Brentford henter spillere og udvikler dem. Kantspilleren med 15 træffere blev før sæsonen hentet i franske Troyes.

Christian Nørgaard

Den tidligere Brøndby-spiller har udviklet sig til en markant profil på Brentford-mandskabet. Som styrmand på den defensive midtbane er han både en vigtig boldbryder og en stærk igangsætter. Han er for alvor trådt i karakter i løbet af sæsonen og har stor andel i Brentfords successæson.

Ethan Pinnoch

Den 193 cm stopper kom før sæsonen fra Barnsley og er skoleeksemplet på, hvordan Brentford scouter spillere og udvikler dem. Han er blevet et fyrtårn og en klippe som fast makker til Pontus Jansson i det centrale forsvar.

 

De andre danske profiler

Henrik Dalsgaard

Han er en lederfigur på holdet og leverer altid stabilt. Bundniveauet er hævet markant. Pålidelig i defensiven og dynamisk i offensiven, selv om han ikke står for ti assist på en sæson, er han meget værdifuld for Brentfords kollektiv.

Mathias Jensen

Han var lidt skaderamt før coronapausen og er blevet passet ekstra på her på den anden side. Men han er blevet bedre og udvikler sig til en vigtig spiller for klubben. Han har i sæsonens løb udviklet sig som en vigtig presspiller for holdet.

Emiliano Marcondes

Han har virkelig imponeret efter coronapausen. Har sloges med mange skader, men viser nu sit topniveau. Har fået spilletid i alle fire kampe, da ligaen blev genoptaget. Det er også blevet til en scoring og én assist.

Se også: Frank nærmer sig Premier League: Fremragende!

Se også: Brentford slår topholdet og springer op som treer

70 kommentarer
Vis kommentarer