Nu står Thomas Frank her så igen.
Billetten til Premier League er lige om hjørnet. Jagten går ind i sin afgørende fase.
Brentford har sikret sig play-off, men kan sikre sig tredjepladsen ved blot at vinde en af de to sidste kampe i sæsonen.
Spørgsmålet er, om den 47-årige cheftræner så lærte noget fra sidste år, hvor Brentford tabte oprykningsfinalen til Fulham på Wembley.
- Vi har som hold fået mere erfaring og lært, hvad der kræves, når man spiller så stor og afgørende en kamp. Det handler om at være på toppen lige på dagen.
- Vi drømmer alle sammen om Premier League men ved, hvor svært det bliver, siger Thomas Frank til Ekstra Bladet.
For ham er det ikke afgørende, om modstanderen bliver Bournemouth, Swansea eller Barnsley i semifinalen.
- Vi skal kunne slå alle tre, hvis vi skal have opfyldt ambitionen om at spille Premier League, siger han og uddyber:
- Som klub står vi et rigtig godt sted. Vi er ligaens mest scorende hold for andet år i træk, lige som vi også har hentet flere end 80 point to år i træk. Det er aldrig tidligere sket i Brentfords historie.
- Vi solgte vores to bedste spillere efter sidste sæson (Ollie Watkins og Said Benrahma) for 50 mio. pund, investerede i en ny angriber, Ivan Toney, for seks mio. pund.
- Læg dertil, at vi stadig har et budget til midt i tabellen, ja, når vi så er med i toppen igen, må vi gøre mange ting på den rigtige måde, påpeger han.
Brentford er på mange måder et fodboldmirakel, der nu venter på at få forløst potentialet til at udfordre de største klubber i Premier League.
Klubben køber billige spillere, udvikler dem og sælger med stor gevinst.
- Vi ved, hvor svært det er at overleve i Premier League. To af tre oprykkere ligner nedrykkere igen. Og Sheffield United rykker ned i klubbens anden sæson.
- Oprykning er et rent lotterispil, fordi det er så lidt, der afgør, hvem der vinder billetten. Men nu ved vi, hvad der kræves, efter vi prøvede det sidste år, pointerer Thomas Frank.
Han kommer ikke til at spare spillere i sæsonens sidste to kampe mod Watford og Bristol City, fordi det handler om at bevare momentum frem mod play-off kampene.
Christian Nørgaard, der på det seneste har været dirigenten i tremands-forsvaret, fik et hvil onsdag. Her blev Rotherham besejret 1-0.
- Christian Nørgaard, Josh Dasilva, Rico Henry og Pontus Jansson, som er vores bærende spillere, har alle været ude med skader i sæsonens løb. På trods af det har vi sikret play-off og er med i toppen. Det er jeg lidt imponeret over, erkender Thomas Frank.