Inden debuten: Sådan vinder Bendtner fansenes hjerter

Nicklas Bendtner skal lægge jetset-stilen på hylden i Nottingham Forest, der sætter klassiske arbejder-dyder højt, vurderer den danske hooligan-ekspert og Nottingham Forest-fan Peter Grønlund

Nicklas Bendtner er klar til at tørne ud for Nottingham Forest. Foto: AP/Simon Cooper
Nicklas Bendtner er klar til at tørne ud for Nottingham Forest. Foto: AP/Simon Cooper

Nicklas Bendtner er millimeter fra debut i Nottingham Forest. Lidt tidligere end forventet, men manager Philippe Montanier har et godt øje til danskeren.

Hvis Bendtner skal have succes, så er det i lige så høj grad vigtigt, at klubbens fans også får et godt øje til ham.

 

Peter Grønlund, der har specialiseret sig i hooligan-kultur og kender det engelske fodboldpublikum bedre end de fleste har selv været fan af Nottingham Forest siden den majdag i 1980, hvor John Robertson sparkede klubben til Europa Cup-succes med en 1-0-sejr over Hamburger SV.

Han har derfor et indgående kendskab til tilhængerne på City Ground, der er indbegrebet af engelske traditions-fans.

- Klubben har en kæmpe opbakning fra sine fans. De har ofte 3000 med til udekampe. Klubben er stoltheden i byen med statue af Brian Clough (tidligere manager, red.), og man ser rigtig mange i bybilledet med tatoverede logoer, siger Peter Grønlund.

Han er ikke i tvivl om, at den danske angriber skal lægge sig i selen for ikke at blive upopulær. For Nottingham Forest er ikke en klub som Arsenal, og byen er på ingen måde som London eller København, hvor Bendtner tidligere har ført sig frem.

- Det er en gammeldags engelsk klub - en arbejderklub. Fansene gider ikke folk med jetset-manerer, der kommer i dyre biler og dyrt tøj.

- Holdningen til Bendtner har været meget delt blandt klubbens fans. De kender godt til hans rygte uden for banen, men omvendt kan de også se nogle kvaliteter i ham.

- Han er ikke ligefrem kendt for at være folkelig, men det er klart, at hvis han scorer mange mål, så kan meget tilgives. Men udebliver målene, så bliver adfærden uden for banen meget vigtig for ham, påpeger Peter Grønlund.

Mål mod Arsenal
Han kan sagtens se Nicklas Bendtner få debut enten mod Rotherham eller i hvert fald mod Norwich i weekenden. Og så kommer han formentlig også til at få en rolle i Liga Cup'en mod sin gamle klub Arsenal.

Og her kan han altså nå langt i integrations-processen ved at vise sig fra sin bedste side.

- Der er ingen tvivl om, at hvis han lægger ud med at score, så vinder han fansene på sin side.

- Og hvis han scorer sejrsmålet mod Arsenal. Så bliver han for alvor populær, siger Peter Grønlund.

Nicklas Bendter er med i truppen til onsdagens Championship-opgør mod Rotherham.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen