Makienok har glemt Palermo: Nu skal karrieren tilbage på sporet

Den danske angriber glæder sig over at være flyttet til London - primært for at komme i gang med at spille noget fodbold igen

Makienok i aktion mod West Ham for Charlton for en uge siden. (Polfoto)
Makienok i aktion mod West Ham for Charlton for en uge siden. (Polfoto)

LONDON (Ekstra Bladet): Simon Makienok har skiftet den afslappende sydlandske stil i Palermo ud med det pulserende liv i London og Championship-klubben Charlton Athletic, hvor nye muligheder for underholdning findes over alt. Den høje dansker ser frem til at tage del i glæderne.

- Det er en fed by. Generelt er engelsk kultur en fed kultur, siger danskeren, der allerede har taget del i noget af kulturen, da han i sidste uge var til koncert i O2 Arena og høre det britiske band Rixton med nogle af holdkammeraterne, heriblandt den tidligere FCK'er Igor Vetokele.

- Ja, det var sjovt. Det er også det, der trækker ved England, og endnu mere i London, fordi det er en stor by. I det hele taget har det været en god første uge, der primært er gået på at lære de andre og kende og komme tilbage i form efter ferien, siger Makienok.

Simon og Ibi er stadig på udkig efter bolig
Hvor Makienok skal bo i den store by er endnu ikke afgjort. Klubben har stillet en ejendomsmægler til rådighed for ham og konen Ibi med henblik på at hjælpe parret finde et hus i de sydøstlige London, men endnu er det ikke lykkes at finde en passende bolig.

- Udover nogle lange træninger, så er det også det, den første tid primært er gået med, at klare alle de ting, man skal, når man skifter land, siger Makienok.

Hvor stor en del af Makienoks nye liv i London, der bliver en ungkarletilværelse vil han ikke ud med. I hvert fald vil han ikke fortælle, hvor meget tid Ibi kommer til at tilbringe sammen med ham, når de først har fundet den perfekte bolig.

- Det har jeg ikke så meget at sige til. Det er personligt, siger danskeren, der dog gerne vil fortælle, hvor den nye bopæl kommer til at være.

- Det bliver omkring klubben. Jeg har ikke tænkt mig at bosætte mig midt inde i London, så det tager flere timer at komme til træning.

Glæder sig til danskerkampe
Ud over det praktiske ser Simon Makienok frem til at komme i gang med den nye sæson.

- Målet er at komme på rette spor i min karriere igen. Jeg føler, at Charlton helt klart var den bedste mulighed for mig. Når det så er sagt, så regner jeg selvfølgelig med at kunne komme i gang med det spil, jeg kan. Det føler jeg, at jeg kan her. Jeg håber at komme til at spille en hel masse kampe og score en helt masse mål, der også ser frem til nogen af de mange London-derbies, Charlton står over for den kommende sæson.

Kopierede Bolt lige Makienoks jubel?

- Det bliver selvfølgelig nogle ekstra sjove kampe, ikke mindst mod Brentford (der har Andreas Bjelland og Lasse Vibe, red.) og Fulham (med Lasse Vigen red.) i og med, at man har nogle danskere at snakke med inden og efter kampene, fortæller han.

A-landsholdet og den kommende EM-slutrunde tænker Simon Makienok dog ikke så meget på.

- Det er ikke derfor, jeg er skiftet hertil. Mit skifte går ud på at komme tilbage på rette spor i min karriere, og der føler jeg, at Charlton er det bedste sted for mig. Alt andet tager jeg, som det kommer.

Føler ikke han fik chancen i Palermo
Tiden i Palermo bruger Simon Makienok ikke så mange kræfter på.

- Selvfølgelig er jeg blevet klogere på en masse ting, men spillemæssigt kan jeg ikke rigtig bruge tiden på noget. For jeg spillede ikke.

- Men skyldes det ikke, at du bare ikke var god nok?

- Næh, ren og skær fik jeg ikke chancen. Jeg fik ingen mulighed for at vise mig frem. Så det føler jeg ikke, siger han.

- Der var ellers også nogle stærke rygter om, at du kunne være endt i Brøndby. I forbindelse med folketingsvalget var du ude på din twitter-profil og kalde valgresultatet en 'sort, sort dag for dansk politik'. Var det måske derfor, du ikke vendte hjem?

- Ha ha, nej, jeg har fokuseret på det fodboldmæssige.

- Så du var ikke tæt på Brøndby?

- Nu er jeg her, så det vil jeg ikke kommentere på. Jeg er glad for at være i Charlton, siger han.

Debuten for Charlton skulle Simon Makienok have haft i en træningskamp mod Welling United lørdag, men minutterne inden kampen meldte Charlton på deres officielle hjemmeside ud, at danskeren var småskadet og derfor ikke ville blive risikeret i kampen, men helt sådan forholdte det sig ikke.

- Nej, det har ikke noget på sig. Grunden til at jeg ikke spillede med er, at jeg endnu ikke er i god nok fysisk form. Jeg har haft en lang ferie og skal nu til at genfinde formen, siger den høje dansker.

Vidste du:

Seks danskere har tidligere tørnet ud for Charlton Athletic; Viggo Jacobsen (1979-1980), Johnny Østergaard (1979-1981), Allan Simonsen (1982-1983), Claus Jensen (2000-2004), Stephan Andersen (2004-2007) og Dennis Rommedahl (2004-2007).

1905: Året hvor Charlton Athletic blev grundlagt i Sydlondon. Klubben spiller på det klassiske stadion 'The Valley', der har plads til 27.111 tilskuere.

Nr 2. Er den bedste placering Charlton Athletic har opnået i liga-sammenhæng. Det skete helt tilbage i sæsonen 1936/1937. Helt uden sølvtøj er klubben dog ikke. De vandt således FA Cup'en i 1947.

Guy Luzon: Manden der skal vurdere om Simon Makienok skal have spilletid er en 39-årig israeler. Guy Luzon tiltrådte som manager i Charlton i januar i år.

31 kommentarer
Vis kommentarer