Nicklas Bendtner skadede ankel er tilsyneladende i bedring.
Den 28-årige dansker har i alt fald lagt nogle videoer op på sin Instagram-profil, og på den ene belaster han sin ankel ved at lægge vægt på den i en – udefra set – lidt bizar kravleøvelse.
Den danske forward var ved at komme i gang for Nottingham Forest, da han under en kamp mod Birmingham City for to uger siden først fik iltmaske og siden blev båret fra banen efter en uheldig tackling fra Birminghams Michael Morrison.
I første omgang frygtede man et brud, men siden blev der ’kun’ konstateret skader på ledbånd og ankelled.
- Bendtner vil være ude tre til seks uger med en ankelskade. Vi håber på at det bliver det første, lød et citat fra Forest-manager Philippe Montanier dengang på klubbens officielle twitter-profil.
I et andet opslag svømmer Nicklas Bendtner, mens han tidligere på ugen har fremvist sig selv med vægte i styrketræningslokalet.