Ny maveplasker

Thomas Franks Brentford fik både straffespark og rødt kort imod sig i første playoff-semifinale mod Swansea

Thomas Franks tropper havde det svært i første playoff-semifinale mod Swansea på walisisk grund. Onsdag er der returopgør. Foto: John Sibley/Ritzau Scanpix
Thomas Franks tropper havde det svært i første playoff-semifinale mod Swansea på walisisk grund. Onsdag er der returopgør. Foto: John Sibley/Ritzau Scanpix

Den engelske fodboldklub Brentford, der har både en dansk cheftræner i Thomas Frank og flere danske spillere, led søndag ude et smalt 0-1-nederlag til Swansea i første playoff-semifinale om mulig oprykning til Premier League.

Dermed har Thomas Franks tropper brug for en sejr, når de onsdag tager imod den walisiske klub i returkampen.

Den samlede vinder af de to opgør møder den samlede vinder af Cardiff mod Fulham i en direkte kamp om oprykning til den bedste engelske række.

Brentford stillede søndag op med tre danskere i startopstillingen.

På den centrale midtbane huserede de tidligere superligaprofiler Christian Nørgaard og Mathias Jensen, mens landsholdsforsvareren Henrik Dalsgaard som sædvanligt var at finde på højre back.

Første halvleg var en relativt jævnbyrdig affære, hvor begge hold spillede sig frem til flere chancer. Den sidste skarphed manglede dog også i begge ender.

Kort før pausen var Swansea tæt på at bringe sig foran. Andre Ayew fik hovedet på et indlæg, men heldigt for Brentford ramte bolden stolpen.

På mirakuløs vis fik målmand David Raya også afværget den efterfølgende chance, da riposten sprang ud i det lille felt.

I den anden ende var Said Benrahma også tæt på at sikre en pauseføring. Efter en elegant dribletur blev algerierens afslutning dog sendt over mål.

I anden halvleg fik Swansea en gylden mulighed for at bringe sig foran. Swanseas Rhian Brewster, der er udlejet fra Liverpool, blev nedlagt i feltet, og det fik dommer Keith Stroud til at dømme straffespark.

Andre Ayew tog ansvaret for at sparke, men David Raya gik til den rigtige side og reddede flot ghaneserens afslutning.

Brentford havde knap nået at glæde sig over redningen, før der blev igen blev kastet grus i Thomas Franks maskineri.

Gæsternes Rico Henry kastede sig med stor kraft ind i en glidende tackling, og selv om der tilsyneladende ikke var meget kontakt med modstanderen, så valgte dommeren at taksere hændelsen til et rødt kort.

Efter 82 minutters spil fik Swansea den scoring, som holdet efterhånden havde nærmet sig et stykke tid. Efter nogle fine kombinationer tog Ayew revanche for det brændte straffespark og hamrede bolden i mål.

Det blev kampens eneste scoring, og dermed har Swansea en lille overhånd inden det vigtige returopgør i Brentford.

Mirakel-rejsen fortsætter