På to vilde dage ændrede William Kvists liv sig

Daddy Cool: William Kvist er nybagt far og stamspiller i Wigan efter et forfærdeligt efterår med fast tribuneplads

William Kvist er igen hot i Wigan. Her er benet dog lidt for højt, og han rammer Andrew Surman fra AFC Bournemouth. Foto: Getty Images
William Kvist er igen hot i Wigan. Her er benet dog lidt for højt, og han rammer Andrew Surman fra AFC Bournemouth. Foto: Getty Images

Inden for ganske få dage i midten af januar forvandlede hele William Kvists tilværelse sig.

17. januar var han pludselig i Wigans startopstilling efter en fast tribuneplads under manager Malky Mackay. En strålende indsats i 1-1-kampen mod Blackburn affødte roser til Kvist fra manageren, der ellers slet ikke havde ænset Kvist, siden han afløste den fyrede Uwe Rösler i november.

19. januar kom et nyt lyspunkt, om end det var mere ventet. William Kvist blev far for første gang, da hans kæreste fødte en søn.

Anfører
Men Kvist har ikke haft meget tid derhjemme til at være nybagt far. Han har fået fuld tid i Wigan i de seneste tre kampe, hvor han af lokale medier er blevet kåret til bedste Wigan-spiller i de to sidste kampe mod Ipswich og Bournemouth. I weekendens nederlag til Bournemouth var Kvist endda anfører.

Det var nogle skader og nedadgående formkurve hos Iván Ramis, der pludselig åbnede for Kvist-comeback på Wigan-mandskabet. Malky Mackay slår fast, at William Kvist har grebet managerens tillid.

- I fodbold kan selv de mindste ting åbne en hel dør. William gik direkte ind på holdet og gjorde en forskel. Det er han blevet belønnet for. Jeg kan ikke sidde og ærgre mig over, at vi ikke har brugt William mere på holdet, for det er nu, at jeg tror, at han for alvor forstår spillestilen i Championship, sagde Mackay søndag til Wigan Evening Post.

Kasper Lorentzen har været en tur i Brøndby, Randers og FC Nordsjælland, men er nu stoppet på grund af skader. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Sådan er det gået stortalenterne fra årgang 85

Samme avis spekulerer endda i, at Wigan med garanti vil snakke ny kontrakt med William Kvist, hvis klubben overlever i den næstbedste række. Tingene ser dog mere komplicerede ud på den front, hvor Wigan ligger næstsidst med syv point op over nedrykningsstregen. Rykker klubben ned i League One, er Kvist fortid til sommer, hvor hans kontrakt også udløber.

Video-update
William Kvist har ikke givet et interview til et dansk medie, siden han var med landsholdet i Serbien og Rumænien, men på sin Facebook-side taler han i en video-update om skiftet fra tribune til stamspiller.

- Det sidste halve år har endnu engang vist mig, hvor uforudsigelig og omskiftelig fodboldverdenen nogle gange kan være. Det er man nødt til at være klar på og kunne navigere i.

- Jeg har forsøgt at holde mig fysisk og mentalt klar, mens jeg har ventet på chancen. Men selvfølgelig har det holdt hårdt i perioder, siger Kvist på det sociale medie.

I dag møder Wigan så med Kvist i startopstillingen Nottingham Forest, der ligger midt i tabellen.

Se William Kvist nytårstale til danskerne herunder

 

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere