Rørt Makienok tilegner scoring til afdød mor

Simon Makienok åbner helt op på Twitter omkring sit mål og det hårdeste år i hans liv

Simon Makienok faldt på knæ og rettede en hilsen til himlen og sin afdøde mor, da han scorede mod Hull. (Foto: PA)
Simon Makienok faldt på knæ og rettede en hilsen til himlen og sin afdøde mor, da han scorede mod Hull. (Foto: PA)

Simon Makienok havde en stor dag for Charlton lørdag, hvor det blev til både mål og assist for den blonde angriber, da hans hold slog Hull med 2-1 i den engelske Championship, rækken lige under Premier League.

Det var samtidig med til, at Simon Makienok nu kunne lukke ned for et mørkt kapitel i sit liv, hvor død i den nærmeste familie og en svær sæson i italienske Palermo prægede hverdagen for ham.

Han lagde lørdag aften et meget dybtfølt tweet ud, hvor han beskriver, hvordan han har haft det, og hvor meget målet betød for ham, som han også dedikerede til sin afdøde mor under kampen.

- Det var meget emotionelt for mig i dag. Efter det sværeste år i mit liv, hvor jeg blev udelukket fra mit tidligere hold, med død og seriøs sygdom i min nærmeste familie, prøvede jeg stadig at holde hovedet højt.

- Hver dag vågner jeg og prøver at være positiv og ser fremad, som min mor har lært mig. Grib dagen og prøv bare at arbejde hårdt og forbedre mig selv, for min og min families skyld. Jeg har ventet på det her øjeblik SÅ meget, at jeg vil dedikere det til min elskede mor i himlen, som jeg savner ekstremt.

- Min elskede, støttende kone gennem tykt og tyndt og for resten af livet: Jeg elsker dig forevigt. Og jeg er så stolt af dig.

11 kommentarer
Vis kommentarer