Sagde op i Brøndby og skifter til England: Det er mit drømmejob

- Det er en stor chance og en drøm for mig at komme til et stort fodboldland og en stor liga, siger Thomas Frank om det nye job som first team coach i Brentford

Næsten på datoen for ni måneder siden tog han sit tøj og gik fra Brøndby. Det skete, efter storaktionær Jan Bech Andersen havde langet voldsomt ud efter Thomas Franks gerninger som cheftræner.

Efter ferie, tænkepause og kommentatoropgaver for Discovery starter et nyt eventyr for ham. I dag begynder udfordringen, når Thomas Frank tiltræder i jobbet som first team coach i Brentford fra den engelske Championship.

Han skal styrke staben omkring manager Dean Smith og være med til at organisere den sportslige sektor. 

- Jeg har længe drømt om at opleve noget andet end den danske fodboldkultur. Det her er en enestående mulighed for mig i et af de store fodboldlande og i en af de store ligaer i Europa. Ja, det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Thomas Frank til Ekstra Bladet.

Han uddyber:

- Jeg får en rolle, hvor jeg bl.a. har ansvar for at strukturere træningen for førsteholdstruppen. Det bliver en enorm udfordring at arbejde i England, hvor der er en helt særlig fodboldkultur. Championship er trods alt den sjette største liga i verden, målt på omsætning, påpeger han.

Thomas Frank skal være first team coach i Brentford. Foto: Jens Dresling
Thomas Frank skal være first team coach i Brentford. Foto: Jens Dresling
 

Tre samtaler
Kontakten mellem parterne har stået på i et stykke tid. Thomas Frank er blevet udvalgt over et forløb, hvor klubbens to sportsdirektører samt cheftræner Dean Smith har stået for udvælgelsesprocessen med at finde den rigtige kandidat.

- Jeg har været til tre samtaler, så det har været et længere forløb, før jeg er blevet valgt til jobbet, forklarer Thomas Frank.

Jobbet som first team coach er ikke et definitivt farvel til cheftrænerjobbet for den tidligere Brøndby-træner.

- Min ambition er stadig at blive cheftræner igen. Jeg har haft flere muligheder, men da chancen i Brentford opstod, greb jeg den, fordi det er en udfordring, hvor jeg får mere erfaring, flere kompetencer og bliver dygtigere og prøvet mig af på et højere niveau, påpeger han.

Familien flytter med
Thomas Frank tiltræder i jobbet allerede i dag. I første omgang rejser han alene til London, men det ændrer sig til sommer.

- Min kone og tre børn flytter til London til sommer. Nu får jeg et halvt år til at falde til i de nye omgivelser og finde en bolig, hvor vi kan flytte ind til sommer, når familien bliver samlet, understreger Thomas Frank.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var Thomas Frank stærkt inde i billedet og favorit til at afløse Jakob Michelsen i SønderjyskE fra årsskiftet. De oplysninger vil Thomas Frank ikke forholde sig til.

- Jeg er meget glad for den opgave, jeg skal i gang med i Brentford. Det er en chance og en enorm udfordring, som jeg virkelig ser frem til, fastslår han.

Thomas Frank har fået en kontrakt frem til sommeren 2019. Brentford ligger aktuelt nummer 18 i den næstbedste engelske fodboldrække. Holdet har ni point til oprykningspladserne, mens der blot er tre point ned til nedrykningsstregen.

Brentford har dansk sportsdirektør i Rasmus Ankersen samt to danskere i førsteholdstruppen – Andreas Bjelland og Lasse Vibe.

Championship Avis: Engelsk klub ansætter Thomas Frank

Brøndby Frank åbner op for første gang: Ikke set en hel Brøndby-kamp

Thomas Frank drømmer om en karriere i udlandet. (Foto: Lars Poulsen) Brøndby Brøndby-afskeden på afstand: Frank parat til udlandet

En smuk symbolik på den gyldne periode, der grundlagde Ajax som danskerklub. Søren Lerby, Henning Jensen og Frank Arnesen lufter sæsonens pokaler i  1979. Polfoto Sport Derfor vælger Ajax danskere: Fra stjernestunder til forræderi og karrierestop

67 kommentarer
Vis kommentarer