Brentford missede tirsdag muligheden for at rykke op i Premier League.
Men London-klubbens danske træner, Thomas Frank, er stadig stolt af sine spillere, selv om det endte med et nederlag til Fulham i kampen om den gyldne billet til Englands bedste fodboldrække.
- Det er selvfølgelig hårdt at tabe en finale som denne efter en tæt kamp, men jeg er ekstremt stolt af spillerne, siger danskeren til BBC Sport.
- Vi er gået fra at være et midterhold til et hold, der i tabellen var det tredjebedste hold. Vi er små marginaler fra Premier League, hvilket er en fantastisk præstation af os.
Du kan læse meget mere om selve kampen her: Dansk finale-mareridt
Brentford fik tirsdag aldrig for alvor gang i offensiven, men lykkedes med at afholde Fulham fra at score i den ordinære spilletid.
I den forlængede spilletid gik det så galt, da Joe Bryan med to scoringer sørgede for Fulhams oprykning, et år efter at klubben rykkede ud af Premier League.
Jeg er ikke helten
Netop Bryan afviste helte-rollen.
- Jeg er ikke helten. Alle dem - fans og folk omkring os, der har været med hele sæsonen - er, siger englænderen, der ifølge ham selv aldrig før har scoret to mål i en kamp, til Sky Sports.
- Vi er blevet afskrevet fem, seks, syv, otte, ni, ti gange. Jeg tror, jeg læste et sted, at vi skulle være bange for dem (Brentford, red.).
- Vi pressede dem, vi scorede to gange, de gjorde det svært for os, men de er et godt hold, og de har spillet godt. Jeg fatter ikke, at vi rykker direkte op igen.
Den ordinære spilletid endte 0-0, hvorefter Bryan slog til i den forlængede spilletid. Henrik Dalsgaard reducerede i de døende sekunder, men tiden løb altså ud for Brentford.
Seneste gang, Brentford spillede i den bedste engelske række, var i 1946/47-sæsonen.
Officielt: City henter spansk stjerne
Ståle lægger låg på: Kan få en statue
Ståle lægger låg på: Kan få en statue