Han var her, der og alle vegne, da Brentford lørdag besejrede MK Dons 2-0 i The Championship i England.
Lasse Vibe scorede selv til 1-0 med et kraftfuldt hovedstød og var siden en konstant uro i de bageste rækker hos The Dons fra Milton Keynes.
Lækkert ifølge den nytiltrådte cheftræner Dean Smith.
- Jeg synes, han var forrygende i dag. Han lagde niveauet for os. Til tider lignede han The Championships (Jamie) Vardy. Han arbejdede hårdt, sagde Dean Smith ifølge hjemmesiden getwestlondon.co.uk med henvisning til Leicesters topscorer, der indtil kampen lørdag havde scoret i 11 Premier League-kampe i træk.
Heeelt så dominerende har Lasse Vibe ikke været for Brentford. Seks mål i 17 ligakampe denne sæson, hvilket gør ham til delt topscorer i klubben med Alan Judge.
'God bedrift af ham'
Mod MK Dons kunne antallet af scoringer da også godt have været højere, mente Dean Smith.
- Havde hans afslutninger været lidt bedre, kunne han have scoret et par mål mere. Det er dejligt at se ham på måltavlen, og det var en god bedrift af ham i dag, sagde cheftræneren.
Lasse Vibe sender Brentford mod sejr
Flotte ord fra manden, der ikke har siddet i trænersædet en hel uge, siden skiftet fra Walsall.
Brentford er med sejren på 28 point - et point fra den sjetteplads, der giver playoff til Premier League.
Klubben har også Andreas Bjelland på kontrakt, men forsvarsspilleren ødelagde korsbåndet i det ene knæ i sin debut for klubben først på sæsonen. Det betød operation og en efterfølgende lang pause. Hvorvidt han når tilbage denne sæson er endnu uvidst.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.