Udskældt i Italien: Nu lyner Makienok i England

Simon Makienok lavede sit første mål i engelsk fodbold, da Charlton vandt 2-1 hjemme over Hull

Simon Makienok har for alvor fået gang i karrieren efter sit skifte til Charlton. (Foto: PA Photos)
Simon Makienok har for alvor fået gang i karrieren efter sit skifte til Charlton. (Foto: PA Photos)

Fodboldspilleren Simon Makienok er tilbage i målscorerens rolle. Den tidligere Brøndby-angriber scorede lørdag for Charlton, der vandt 2-1 hjemme over Hull i den næstbedste engelske række.

Hull fik udlignet kort før tid, men dybt inde i dommerens tillægsminutter fik danskeren lagt op til Charltons sejrsmål.

Simon Makienok skiftede før denne sæson til engelsk fodbold på en etårig lejeaftale efter et helt igennem rædselsfuldt år hos italienske Palermo, hvor han næsten ikke fik spilletid.

Se også: Engelske fans: Who the fuck is Makienok?

Efter 53 minutter var den danske angriber på pletten, da han sendte Johann Berg Gudmundssons indlæg forbi Hull-målmanden Allan McGregor til 1-0. Simon Makienoks mål så længe ud til at blive kampens eneste, men to minutter før tid udlignede Abel Hernandez for Hull.

Langt inde i overtiden fik Makienok så sagt tak for sidst til Johann Berg Gudmundsson, da danskeren lagde op til islændingens sejrsmål. Charlton har efter sejren otte point for fire kampe og indtager tredjepladsen i den næstbedste engelske række.

Se også: Makienok har glemt Palermo: Nu skal karrieren tilbage på sporet

Jonas Knudsen fik fuld spilletid, da Ipswich vandt 2-1 ude over Preston. Ipswich topper rækken med 10 point for fire kampe.

Lasse Vibe har fortsat sit første mål til gode for Brentford, som tabte 0-1 ude til Burnley. Den tidligere IFK Göteborg-angriber spillede hele kampen for Brentford, der har fire point, dog for tre kampe.

Lasse Vigen Christensen spillede hele kampen for Fulham, der spillede 1-1 hjemme mod Huddersfield. Fulham har to point for fire kampe og er fjerdesidst.

30 kommentarer
Vis kommentarer