Fodboldklubben Cardiff City er i sorg.
For midt i coronaepidemi og afbrudt sæson er en af klubbens helt store navne i det nye årtusinde, Peter Whittingham, afgået ved døden.
Det skete, efter at han havde været indlagt i respirator på University Hospital of Wales med hovedskader efter et uheldigt fald på en pub i byen Barry i det sydlige Wales 7. marts.
'Det er med ubeskrivelig stor sorg, at vi må informere vores fans om, at 35-årige Peter Whittingham er afgået ved døden. Vi er sønderknuste', lyder det i en erklæring på klubbens hjemmeside.
'Nyheden om Peters pludselige og for tidlige død har rystet os i vores grundvold. Vores tanker og kærlighed går til hans hustru Amanda, deres unge søn og hele familien.'
'De er i vore tanker og på deres vegne beder vi om at respektere privatlivet i denne uudgrundeligt barske og vanskelige tid,' skriver klubben endvidere.
Den alsidige midtbanespiller blev i sine 11 sæsoner i den walisiske klub kendt for sit gode overblik og sit fortræffelige venstreben, der i 459 kampe bragede mange langskud i netmaskerne.
I alt 98 mål er han noteret for i Cardiff, som han kom til, efter at have fået sin fodboldopdragelse og Premier League-debut i Aston Villa, hvor det også blev til 17 kampe på det engelske U21-landshold.
Wittingham var en central figur, da Cardiff City i 2008 nåede FA Cup-finalen og i 2013 spillede sig op i Premier League, hvor klubben ganske vist kun blev en enkelt sæson, indtil det igen blev til oprykning i 2018.
Her var Peter Wittingham dog rejst videre til Blackburn, hvor han samme år indstillede karrieren.
Selv om han var englænder, var det altså i Wales, at han var mest afholdt - det kan man ikke være i tvivl om, når man læser videre i Cardiff Citys hyldest til ham:
'Tabet af vil blive smertefuldt mærket i vores by, af fansene og faktisk af alle, der havde fornøjelsen af at kende ham. Vi elsker dig, Peter, og dit minde vil for altid være hos os'.
Real Madrid-stjerne i kæmpe corona-bommert