Vibe og Bjelland får gammel Gravesen-makker som manager

Lasse Vibe og Andreas Bjelland får en ny manager i Brentford, som spiller i den næstbedste engelske række

Lasse Vibe har haft personlig succes i sæsonstarten i Brentford, hvor han har fået netmaskerne til at blafre tre gange. Holdet er det gået mindre godt for, og efter blot otte point i lige så mange kampe får danskerklubben nu ny træner. (Foto: Tariq Khan)
Lasse Vibe har haft personlig succes i sæsonstarten i Brentford, hvor han har fået netmaskerne til at blafre tre gange. Holdet er det gået mindre godt for, og efter blot otte point i lige så mange kampe får danskerklubben nu ny træner. (Foto: Tariq Khan)

De danske landsholdsspillere Lasse Vibe og Andreas Bjelland skal fremover ledes af en ny manager i Brentford.

Mandag formiddag meddelte Brentford på sin hjemmeside, at manager Marinus Dijkhuizen og assistenten Roy Hendriksen er fortid i fodboldklubben, der spiller i den næstbedste engelske række.

Se også: Lasse Vibe scorer igen for Brentford

Brentford benytter lejligheden til at takke Marinus og Roy for indsatsen, som indtil nu har kastet blot otte point af sig i otte kampe i Championship.

Brentford har ansat den tidligere Everton-spiller Lee Carsley som ny manager i resten af denne sæson.

Lee Carsley er mest kendt for sin succesrige tid i Everton, hvor han i flere sæsoner spillede sammen med Thomas Gravesen på den centrale midtbane.

Se også: Bjellands genoptræning kører efter planen

I forvejen var Lee Carsley ansat i Brentfords ungdomsafdeling, så der er tale om en forfremmelse. Efter sæsonen vil klubbens ledelse evaluere Lee Carsleys indsats i forhold til en mulig forlængelse.

- Klubben mener, at Lee fortjener muligheden for at vise, hvad han kan og hjælpe med at forme Brentfords fremtid på banen, oplyser klubben.

1 kommentar
Vis kommentarer