City vinder fjerde Cup-titel i træk

Manchester City snupper Liga Cup-titlen for fjerde år i træk efter en kneben sejr i finalen på 1-0 over Tottenham

Highlights: Carabao-kongerne fra Manchester City vinder turneringen for fjerde gang i træk. Video: Discovery Networks Danmark

Manchester City snuppede søndag Liga Cup-titlen for fjerde år i træk efter en kneben sejr i finalen på 1-0 over Tottenham.

Det enlige mål i finalen på Wembley foran omkring 8000 tilskuere blev sat ind af City-stopperen Aymeric Laporte efter 82 minutter.

Dermed snuppede Pep Guardiolas tropper det første af fire trofæer, som City har mulighed for at vinde.

De øvrige tre mulige titler er FA Cuppen, det engelske mesterskab og Champions League. Liga Cuppen er den mindste af de fire turneringer.

City dominerede størstedelen af kampen mod Tottenham og havde også klart de største og fleste chancer.

Men alligevel var Tottenham længe godt med i kampen, og det var først ved målet ti minutter før tid, at der kom en afgørelse.

Tottenham-backen Serge Aurier begik en af den slags frispark, der helst skal undgås ude i den ene side.

Citys midtbanestjerne Kevin De Bruyne slog et perfekt indlæg ind i panden på Laporte, som steg højere til vejrs end Tottenhams Moussa Sissoko og gjorde det til 1-0.

Bedømt på spil og chancer var sejren fortjent, og især første halvleg bød på massiv City-dominans.

Citys Phil Foden havde blandt andet en stor chance, men tottenhamstopperen Toby Alderweireld blokerede skuddet ud på stolpen og til hjørne.

Citys kantspiller Riyad Mahrez placerede en afslutning over mål, mens backen João Cancelo kort før pausen testede Hugo Lloris i Tottenhams mål for alvor.

Pierre-Emile Højbjerg spillede de første 84 minutter for Tottenham, og danskeren kæmpede for sagen på den centrale midtbane.

Højbjerg vil efter kampen nok ærgre sig over en stor chance kort inden Citys enlige mål.

Den danske landsholdsspiller fik bolden inde i feltet, men han var ude af stand til at finde en god løsning og spillede den ud over baglinjen, da han fejlbedømte et løb fra backen Sergio Reguilon

Tottenham havde flere chancer i kampen, og Giovani Lo Celso havde en god afslutning, som blev reddet af Zackary Steffen, der stod i stedet for Ederson.

Det endte dog med den forventede favoritsejr til City, der tog trofæet for fjerde sæson i træk.