En rørende video af en efter alt at dømme overvældet og lettet Victor Kristiansen, der bliver omfavnet af sin familie efter Premier League-debuten for Leicester City, er efterfølgende blevet delt på klubbens Twitter-profil.
I videoklippet modtager den 20-årige dansker både knus, kys og kærtegn fra sin øjensynligt stolte og storsmilende mor.
Der bliver ganske vist udvekslet et par danske gloser mellem mor og søn, men det er svært at høre, hvad der egentlig bliver sagt, eftersom adskillige af Leicesters medrejsende fans hujer og klapper i baggrunden af ren og skær begejstring over den talentfulde forsvarsspiller, der altså fik godt og vel 80 minutter på grønsværen i 4-2-sejren over Aston Villa.
'Superb, Victor!'
En enkelt fan trænger dog klart og tydeligt igennem med sit 'superb, Victor!'.
Og ja, den tidligere FCK-profil gjorde sig da også positivt bemærket i sin debut i verdens hårdeste liga.
Ifølge statisikmediet Squawka var Kristiansen nemlig den spiller, der i lørdagens kampe begik flest succesfulde tacklinger af alle i Englands bedste række.
Seks gange fik den danske venstreback tacklet bolden fra hjemmeholdets spillere.
Ros fra Rodgers
Til Leicesters hjemmeside har klubbens manager, Brendan Rodgers, da også givet udtryk for sin begejstring over den danske nyerhvervelse:
- Victor var bare fuld af entusiasme. Han er god med bolden, og han vil forsvare, men han kommer også med frem. Vi var nødt til at tage ham ud for at tage hensyn til, at han egentligt kun er i begyndelsen af hans opstart, men jeg synes, at han var fremragende i 80 minutter, lød det fra Brendan Rodgers.
Med de tre tiltrængte point rykkede Leicester op som nummer 13 i tabellen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Lyt til Ekstra Bladets nye Superliga-podcast om alt det, der foregår udenfor kridtstregerne. Du kan høre den herunder eller i din podcast-app