Engelsk fodboldlegende er død

Den engelske fodboldlegende Ray Wilkins er død i en alder af 61 år

Den mangeårige Chelsea-spiller Ray Wilkins er død. Det skriver Daily Mail.

Han blev indlagt i sidste uge på St. George's Hospital, da han fik hjertestop og slog sit hoved kraftigt i eget hjem. Derefter blev Wilkins hasteindlagt og lagt i kunstig koma.

Ray Wilkins tørnede blandt andet ud for Chelsea, Manchester United, AC Milan og PSG i løbet af sin spillerkarriere.

Han var engelsk landsholdsspiller fra 1976 til 1986, og her blev det til 84 landskampe.

Wilkins blev træner efter sin spillerkarriere. Her trænede han Jordan, Queens Park Rangers og Fulham, mens Wilkins har været assistent i en række klubber. Han var blandt andet assistent for både Luiz Felipe Scolari, Guss Hiddink og Carlo Ancelotti i Chelsea.

I de seneste år optrådte han som ekspert for Sky Sports News og talkSPORT.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ray Wilkins (til venstre) med Mark Hateley. Foto: All Over Press
Ray Wilkins (til venstre) med Mark Hateley. Foto: All Over Press

Carlo Ancelotti udgav selvbiografien 'The Beautiful Games of an Ordinary Genius', og her skrev italieneren følgende om Wilkins:

'Ray er en af de sjældne, der er altid til stede, nobel i sjælen, en ægte blå (Chelsea-mand, red.), Chelsea flyder i hans årer…uden ham havde vi ikke vundet noget som helst.', har Ancelotti skrevet om Wilkins.

Ray Wilkins døjede med dårligt helbred de seneste år, og han havde blandt andet haft problemer med blødende tyktarmsbetændelse og blev opereret i juli 2017. Herefter fik han dog efterfølgende at vide, at alt var normalt.

Den tidligere engelske landsholdsspiller havde også alkoholproblemer, der for to år siden resulterede i et fire ugers rehabiliterings-program, efter han havde kørt spritkørsel. På det tidspunkt fik Wilkins en straf på fire år, hvor han ikke måtte køre bil.

Ray Wilkins efterlader sin kone Jackie og to børn Rose og Jade.