Eriksen trænede alene: - Han kunne være blevet i London

Tottenham har taget hul på sæsonforberedelserne i Singapore, hvor Christian Eriksen gjorde sig bemærket ved at træne alene

Eriksen var helt afskærmet fra afkammeraterne i Singapore. Video: AP/SNTV

Der er ikke mange uger til, at Premier League nok engang ruller i England, og derfor er de engelske mandskaber så småt gået i gang med de afgørende og sidste forberedelser til den kommende sæson.

Det gælder også Tottenham, der i øjeblikket er i Singapore for at spille træningskampe mod Juventus og Manchester United.

Danske Christian Eriksen er rejst med midt i massive rygter omkring hans fremtid, derfor vakte det opsigt blandt de medrejsende engelske journalister, at Eriksen trænede alene torsdag, som billederne øverst vidner om.

Det satte nemlig igen gang i spekulationerne, men Tottenham-manager Mauricio Pochettino skyder dem til hjørne.

For Eriksen kæmper i øjeblikket med en skade, siger den argentinske træner, der også kommenterer på rygterne om Eriksens fremtid.

- For at være helt ærlig, da jeg var på ferie, gad jeg ikke lytte til medierne. Christian er her, fordi han forventer at spille. Han havde en lille, mindre operation efter Champions League-finalen - noget lignende som Ben Davies - og det er derfor, han trænede alene fremfor med de andre for at minimere risikoen. Vi gav ham muligheden for at blive i London, men der var en mulighed for, at han kunne spille, forklarer Pochettino på et pressemøde.

Tottenham og Eriksen gik på sommerferie efter et bittert finalenederlag i Champions League til Liverpool, og i øjeblikket er man i gang med at sammensætte et nyt hold, der kan konkurrere blandt de bedste.

Mest prominent har man hentet Tanguy Ndombele i Lyon, og noget tyder på, at Pochettino, der selv spekulerede i sin egen fremtid i klubben i sidste sæson, er godt tilfreds.

- Jeg sagde til Daniel (Levy, Tottenhams bestyrelsesformand, red.) i flyet fra London, at jeg vil være tilfreds med den trup, han stiller til rådighed for mig. Jeg er altid glad. Jeg er en glad mand. Vi kommer til at have 25 spillere at arbejde med. Jeg er altid glad, og det forbliver jeg. Det er min natur, siger han og tilføjer om klubbens fremtidige projekt:

- Jeg kender Tottenham, og jeg ved, de ikke er som andre klubber. Og så kender jeg mig selv og min stab. Vi er heller ikke som de andre, siger han.

Efter træningskampene i Asien drager Tottenham til Tyskland, hvor der venter to kampe i München.

Se også: - Christian elsker det her

Se også: Milliardær planlægger kæmpe PL-kup

Joachim Andersen har været ønsket rundt omkring i Europa. Foto: Getty Images Fransk fodbold - 12. jul. 2019 - kl. 18:08 Danmarks dyreste bekræfter: Snakkede med CL-finalist

31 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere