Godt nyt til Eriksen - ærkerivaler forærer matchbold væk

Arsenal har givet Tottenham matchbold i jagten på CL-billetter, efter at Unai Emery og co. delte med Brighton.

Arsenal fejlede stort mod Brighton - se højdepunkterne her. Video: Discovery Networks Danmark

For fjerde kamp i træk lykkedes det ikke Arsenal at vinde i Premier League, da Brighton søndag var på besøg på Emirates Stadium i den engelske hovedstad.

Begge hold endte med at gå fra banen med et enkelt point, da kampen endte 1-1.

Dermed missede Arsenal en mulighed for at lægge pres på lokalrivalerne fra Tottenham i jagten på den vigtige fjerdeplads i tabellen, der giver adgang til næste sæsons Champions League-gruppespil.

En sejr søndag havde bragt pointforskellen mellem de to hold ned på et enkelt point. Med det uafgjorte resultat har Arsenal på femtepladsen nu tre point op til Tottenham inden den sidste spillerunde.

Arsenal kan stadig overhale Tottenham. Det vil kræve en Arsenal-sejr og et Tottenham-nederlag i sidste runde. Samtidig skal Arsenal indhente en målforskel på otte.

Sker det ikke, har Arsenal en livline i form af Europa League. Her er klubben stadig med, og hvis det lykkes at vinde turneringen, får Arsenal en billet til Champions League.

Mens Arsenal næppe jublede over at spille 1-1 med Brighton, så var Chelsea uden tvivl rigtig godt tilfreds. Resultatet betyder nemlig, at Chelsea, der tidligere søndag vandt over Watford, nu er sikker på at ende i top-4.

Der var kun gået ni minutter søndag, da Arsenal satte kursen mod tre vigtige point. Her blev Nacho Monreal nedlagt i Brightons felt, og så var der straffespark. Det tog Pierre-Emerick Aubameyang sig af, og gaboneseren scorede sikkert til 1-0.

Herefter fulgte en jævnbyrdig første halvleg, der bød på muligheder til begge hold. Men Aubameyangs 1-0-mål blev første halvlegs eneste.

London-klubben sad på det meste af spillet fra anden halvlegs start, men Brighton bed også fra sig. Efter et kvarter var der afkast for gæsterne. Her blev Solomon March tacklet i Arsenals felt, og så var det Brightons tur til at få et straffespark.

Det omsatte 35-årige Glenn Murray til mål, og så var der lighed på måltavlen.

Udligningen fik Arsenal frem på banen. Et uafgjort resultat kunne Unai Emerys tropper ikke bruge til ret meget.

Men Brighton var fint tilsyneladende tilfreds med udsigten til et enkelt point og pakkede sig foran eget felt på udkig efter kontramuligheder.

Hjemmeholdet fik i jagten på det forløsende mål spillet sig til enkelte store chancer, men det gjorde gæsterne også. Ingen af de to hold lykkedes dog med at få bolden i mål igen, og så endte det med pointdeling.

Se også: Ny FCM-nedtur: OB slagtede ulvene

Se også: FCK-stjerne floppede midt i guld-fest: Se karaktererne her

Se også: Agger midt i drama: - Har sjældent set noget så dårligt

12 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere