Han kan blive dyreste Premier League-spiller nogensinde

Manchester City har ifølge The Telegraph lagt et stort bud på Aston Villa-spilleren Jack Grealish

Jack Grealish kan blive en af de største handler denne sommer. Foto: Laurence Griffiths/Ritzau Scanpix
Jack Grealish kan blive en af de største handler denne sommer. Foto: Laurence Griffiths/Ritzau Scanpix

Den engelske landsholdsspiller Jack Grealish kan måske snart kalde sig Manchester City-spiller. I hvert fald har de engelske mestre lagt et bud på svimlende 100 millioner pund, cirka 874 millioner danske kroner, for at købe den nuværende Aston Villa-spiller.

Det skriver flere engelske medier - her i blandt den britiske avis The Telegraph.

25-årige Jack Grealish skulle efter sigende stå højt på Manchester City-manager Pep Guardiolas ønskeliste i dette transfervindue. Og et bud i den størrelsesorden skulle ifølge Daily Mail være nok til at udløse frikøbsklausulen i den engelske landsholdsspillers kontrakt.

Skulle handlen gå igennem ville de engelske mestre i så fald smadre transferrekorden for en spiller i den bedste engelske liga.

Rekorden lyder på 89 millioner pund, cirka 777 millioner danske kroner, som Manchester United betalte, da de købte franske Paul Pogba fra Juventus tilbage i 2016. Jack Grealish ville dermed overgå den med næsten 100 millioner kroner.

Læs også: Oprør i Esbjerg: - Har brug for nye spillere

Den enorme sum skulle dog ikke have fået Aston Villa til at sende Grealish med det næste tog mod Manchester.

De skulle nemlig være noget lunkne ved tanken om at miste deres altoverskyggende stjerne, og de arbejder derfor på højtryk efter at få englænderens signatur på en ny kontrakt.. 

For skulle Jack Grealish gå til Manchester City, så mister Birmingham-klubben ikke bare deres talisman og det første navn på holdkortet. De mister også en af klubbens egne.

Jack Grealish er nemlig født i Birmingham og har spillet for lokale Aston Villa siden ungdomsårene. 25-årige Grealish har allerede spillet 185 kampe for klubben og scoret 29 mål.

Aston Villa-spilleren har spillet 12 kampe for det engelske landshold og var med til at vinde sølv ved sommerens EM-slutrunde.