Hillsborough-tragedien: Her er dommen

En engelsk jury har frikendt ofre fra Hillsborough-tragedien

Hør om dommen her

96 Liverpool-fans døde i katastrofen, der er kaldt Hillsborough-tragedien.

I dag har en jury slået fast, at de døde fans var uden skyld i katastrofen, og slår fast, at det i stedet var politiet, klubben Sheffield Wednesday og de ansatte i klubben, der var skyld i fejl og udeladelser både før og under kampen i 1989 på Hillsborough.

Ulykken skete i en FA Cup-semifinalekamp mellem Liverpool og Nottingham Forest, hvor 25.000 Liverpool-fans havde taget turen til Hillsborough Stadion. 96 fans kom aldrig hjem igen, da de kort efter kampens start blev mast ihjel, da de blev trykket op mod det stålhegn, der dengang skulle adskille fans fra banen.

Se hele forløbet her - kogt ned til bare tre minutter. (Video: AP)

Sagens kerne har været, hvorvidt politiets ageren på dagen var skyld i katastrofen, som kostede 96 mennesker livet og sårede 766, og det har dommen i dag altså slået fast, at det var.

Tirsdag er det præcis 25 år siden, tragedien på Hillsborough rystede verden. (Foto: All Over Press) Sport og Spil 10 ting, du skal vide om Hillsborough

Når Sheffield Wednesday også får ansvaret for at det skete, er det fordi, klubben stod som arrangør af kampen, da det var deres stadion, semifinalen blev afviklet på. Juryen mener, at klubben burde have udsat kampen, da det blev klart, at der ikke var styr på tilstrømningen af fans.

Lige siden den frygtelige tragedie har man strides om, hvorvidt det var politiet eller fansenes egen skyld, at tragedien indtraf. Skyldsspørgsmålet er nu placeret, da juryen samtidig finder, at fansene ikke bærer ansvar for tragedien.

I følge engelske medier er pårørende til de afdøde fodboldfans faldet hinanden om halsen og jublet i retten, fordi de nu efter 27 års venten har fået rettens ord for, at det var politiet - og ikke fansene selv, der var skyld i katastrofen.

Sport og Spil Hillsborough: Det var en kamp på liv... og død

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

 

*****

Her er de 14 spørgsmål som juryen ved Hillsborough-ligsynet tog stilling til

1 Er I enige i den følgende beskrivelse, som sigter mod at sammenfatte de grundlæggende fakta omkring katastrofen: ’15. april 1989 døde 96 personer i Hillsborough-katastrofen som følge af det pres, der opstod i de to centrale afsnit på Leppings Lane-tribunen, efter der blev lukket for mange fans ind gennem udgangs-portene?’

Juryen siger: Ja!

2 Var der fejl og udeladelser i politiets planlægning og forberedelser til semifinale-opgøret 15. april 1989, der var årsag til eller medvirkede til den farlige situation, der udviklede sig på kampdagen?

Juryen siger: Ja!

3 Var der fejl og udeladelser i politiets indsats på kampdagen, der var årsag eller medvirkede til, at der opstod en farlig situation uden for Leppings Lane indgangspartiet?

Juryen siger: Ja!

4 Var der fejl og udeladelser fra ledende politi-kommissærer, der var årsag eller medvirkede til det pres, der opstod på tribunen?

Juryen siger: Ja!

5 Da ordren blev givet til at åbne udgangsportene i Leppings Lane-delen af stadion, blev der i den forbindelse begået fejl eller udeladelser af ledende politifolk i kontrol-centret, der var årsag eller medvirkede til at presset på tribunen opstod?

Juryen siger: Ja!

6 Er I overbevist så vidt, at I med sikkerhed føler det bevist, at de personer, der døde i katastrofen, var ofre for uagtsomt manddrab?

Juryen siger: Ja!

(Eneste spørgsmål hvor der var uenighed – stemmerne 7-2)

7 Var der ting i opførslen fra fodboldtilhængerne, der var årsag eller medvirkede til, at der opstod en farlig situation uden for Leppings Lane indgangspartiet?

Juryen siger: Nej!

8 Var der ting ved tegningerne, konstruktionen eller opbygningen af stadion, som I betragter som farlige eller defekte, og som var årsag til eller medvirkede til katastrofen?

Juryen siger: Ja!

9 Var der fejl eller udeladelser i sikkerhedscertificeringen og tilsynet med Hillsborough Stadium, der var årsag til eller medvirkede til katastrofen?

Juryen siger: Ja!

10 Var der fejl eller udeladelser fra Sheffield Wednesday FC (og ansatte) i håndteringen af stadion og forberedelserne til semifinalen 15. april 1989, der var årsag til eller medvirkede til den farlige udvikling på kampdagen?

Juryen siger: Ja!

11 Var der fejl eller udeladelser fra Sheffield Wednesday FC (og ansatte) 15. april 1989, der var årsag til eller medvirkede til den farlige udvikling på kampdagen?

Juryen siger: Ja!

12 Skulle Eastwood & Partners (klubbens rådgivende ingeniører) have gjort mere for at identificere og rådgive om usikre områder på HIllsborough Stadium, der var årsag til eller medvirkede til katastrofen?

Juryen siger: Ja!

13 Efter presset var opstået på den vestlige tribune, skete der så fejl eller udeladelser fra politiet, der var årsag til eller medvirkede til, at liv gik tabt i katastrofen?

Juryen siger: Ja!

14 Efter presset var opstået og udviklede sig på den vestlige tribune, skete der så fejl eller udeladelser fra SYMAS (Ambulancetjenesten i South Yorkshire, red.), der var årsag til eller medvirkede til, at liv gik tabt i katastrofen?

Juryen siger: Ja!

Hillsborough-tragedien

Det var politiets og ikke fansenes skyld, at Hillsborough-tragedien endte, som den gjorde, fastslår jury.

27 år efter tragedien på fodboldstadionet Hillsborough i Sheffield, hvor 96 Liverpool-fans mistede livet og 766 blev såret i optakten til FA Cup-semifinalen mod Nottingham Forest, har en jury slået fast, at politiet var skyld i katastrofen.

Samtidig bliver fansene frikendt for at have båret et ansvar for tragedien.

Her er en kronologisk gennemgang af sagen:

15. april 1989: 94 fodboldtilhængere bliver klemt ihjel af presset fra de bagvedstående i forbindelse med FA Cup-semifinalen mellem Liverpool og Nottingham Forest. Kampen bliver afblæst allerede efter seks minutters spil, men manges liv står på det tidspunkt ikke til at redde.

18. april 1989: 14-årige Lee Nicol dør efter at have ligget tre dage i respirator. Dermed er dødstallet oppe på 95.

August 1989: Den første rapport om katastrofen giver politiet skylden for ulykken, fordi man lukkede for mange fans ind og samtidig spærrede af for den tunnel, der førte ind til tilskuerafsnittene. Samtidig kritiseres politistyrken for at være for langsom til at reagere.

Januar 1990: Sikkerhedsreglerne for engelske stadions ændres. Inden for en årrække skal alle ståpladser og sidelinjehegn fjernes.

Marts 1993: Tony Bland tages ud af respiratoren og dør efter at have været uden for bevidsthed i fire år. Han bliver dermed ulykkens 96. og sidste offer.

Juni 1997: Indenrigsminister Jack Straw beordrer sagen genoptaget. Senere bliver politiets næstkommanderende, Bernard Murray, frikendt for uagtsomt manddrab, mens juryen ikke kan blive enige om politichef David Duckenfields eventuelle skyld, og han slipper for straf.

April 2009: I forbindelse med 20-års-dagen nedsætter regeringen det såkaldte Hillsborough Independent Panel, der skal forsøge at komme til bunds i, hvad der egentlig skete.

September 2012: Hillsborough Independent Panel fremlægger sin rapport, som blandt andet konkluderer, at politiet dækkede over egne fejl ved at forfalske dokumenter og skyde skylden på sagesløse fans. Ifølge rapporten kunne 41 liv have været sparet.

Oktober 2012: Den uafhængige politiklagemyndighed i England meddeler, at man vil undersøge, om nogen fra politiet har begået strafbare handlinger i forbindelse med ulykken og dens efterspil.

Marts 2014: En ny runde afhøringer i sagen påbegyndes.

Januar 2016: Juryen er færdig med granskning af beviser fra over 800 vidner.

6. april 2016: Juryen trækker sig tilbage for at tage endelig stilling til, om de 96 dødsfald skyldes en eller flere strafbare handlinger, der i dansk retsterminologi bedst kan oversættes med uagtsomt manddrab.

26. april: Juryen afsiger dommen, som lyder, at de 96 fans blev "unlawfully killed" - altså som følge af en strafbar handling begået af politiet, og fansene fritages samtidig for ansvar for tragedien. Det fører til jubel og glædestårer i og uden for retten, hvor familier til de dræbte er mødt frem.

Kilder: AFP/Ritzau

1 af 3 Margaret Aspinall, formanden for Hillsborough-familiernes Supportgruppe, taler med medierne efter domsafsigelsen. (PA Photos)
2 af 3 
3 af 3 Billeder fra de tragiske scener på Hillsborough (Foto: Rex)
46 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere