Hyldes for kontroversielt valg

Liverpool sender igen talenterne på banen i en vigtig kamp, når Shrewsbury venter i omkampen i FA Cuppen

Klopp hyldes af Liverpools U23-træner. Foto: ANTHONY DEVLIN/Ritzau Scanpix
Klopp hyldes af Liverpools U23-træner. Foto: ANTHONY DEVLIN/Ritzau Scanpix

De helt unge Liverpool-talenter bliver igen kastet for løverne i prime time, når Liverpool tirsdag møder Shrewsbury i FA Cuppen.

Efter 2-2 i det første opgør i fjerde runde skal der spilles omkamp på Anfield tirsdag, og her er hele førsteholdet sendt på ferie, mens manager Jürgen Klopp endnu engang har overladt en vigtig kamp til U23-træner Neil Critchley og Liverpools talenter.

Derfor bliver det Neil Critchley, der fra sidelinjen skal stå i spidsen for Liverpools ungdomsspillere mod holdet fra den tredjebedste række.

Det samme var tilfældet, da Liverpool i december tabte 0-5 mod Aston Villa i Liga Cuppen. Dengang blev de ukendte, unge spillere sendt i kamp, da opgøret kolliderede med, at Liverpool spillede klub-VM i Qatar.

Det bliver Liverpools helt unge talenter, der skal op imod Shrewsbury. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Det bliver Liverpools helt unge talenter, der skal op imod Shrewsbury. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix

Neil Critchley er ovenud tilfreds med udfordringen, forklarer træneren til klubbens hjemmeside.

- Er der måske mere pres på Shrewsbury for at vinde kampen nu, på grund af det hold vi stiller med? Det er der måske, men det kan blive vores fordel, siger U23-træneren dagen før kampen.

Han går i rette med, at Liverpool vil stille med et U23-hold, for spillerne er ifølge trænerne yngre.

- Folk siger, at vi er et U23-hold, men det er vi ikke. Vi er et U19-hold og måske maksimalt et U20-hold, siger Neil Critchley.

Beslutningen om at lade hele førsteholdet få fri til at lade batterierne op i den korte vinterpause er kommet bag på U23-træneren.

- Jeg troede aldrig, at det ville ske en gang, og slet ikke at det ville ske to gange. Jeg ser virkelig frem til en helt speciel aften, og det er en enestående mulighed for de unge spillere, siger Critchley.

Shrewsbury-spillerne skal ikke stå overfor Mohamed Salah og co. i denne omgang. Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix
Shrewsbury-spillerne skal ikke stå overfor Mohamed Salah og co. i denne omgang. Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix

Hos Shrewsbury har man i optakten til kampen langet ud efter Klopps beslutning om at sende et ungdomshold på banen. I Shrewsbury mener man, at det er mangel på respekt.

Neil Critchley ser det imidlertid som opbakning fra Klopp, der sammen med førsteholdsspillerne holder sig væk fra kampen.

- Han (Klopp, red.) støtter de unge spillere utrolig godt, og det har han vist i sæsonen indtil nu. Både jeg selv og spillerne oplever hans tilstedeværelse hele tiden, også selv om han ikke er på stadion, siger U23-træneren.

Omkampen mellem Liverpool og Shrewsbury spilles tirsdag aften klokken 20.45.

Vinderen møder Chelsea i næste runde.

Se også: Dårligere end længe: Banker mål ind
Se også: Liverpool tordner videre
Se også: Liverpool med udsigt til stort brag i FA Cuppen

22 kommentarer
Vis kommentarer