Det, der begyndte som en katastrofesæson for Kasper Schmeichel i Premier League, er vendt 180 grader.
Oprykkerne Leicester vandt blot tre gange i de første 18 kampe i sæsonen og lå længe isoleret som bundprop. Derudover røg Kasper Schmeichel for en sjælden gang på skadeslisten, da han pådrog sig en fodskade.
Schmeichel i ny triumf: Tæt på redning
Men siden Schmeichels comeback i Leicester-buret i slutningen i marts har holdet været på en himmelflugt af de helt store.
Kasper Schmeichel har holdt buret rent i fire ud af de seneste fem kampe og blot lukket tre mål ind, som var i samme kamp i 1-3 nederlaget til de nykårede mestre Chelsea.
Kasper Schmeichel har med store præstationer spillet en hovedrolle i, at Leicester nu mirakuløst ser ud til at redde sig, og landsholdsmålmanden var blandt de nominerede til månedens spiller i Premier League i april.
TV: Schmeichel i storform - tættere på overlevelse
Schmeichels navn er også brandvarmt i England, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger har flere af topklubberne på et uformelt plan henvendt sig til både Leicester og Schmeichel-lejren for at høre på mulighederne for at hente keeperen til sommer.
Engelske pressekilder melder om, at Schmeichel er topkandidaten hos Arsenal-manager Arsene Wenger, der er på jagt efter en ny målmand til næste sæson.
De to nuværende Arsenal-keepere David Ospina og Wojciech Szczesny matcher ikke Arsenals ambitioner for den kommende sæson. Derudover lurer Liverpool også på Kasper Schmeichel, hvor førstemålmand Simon Mignolet heller ikke ligefrem har været prangende i denne sæson.
Andre topklubber både i England og Italien er også inde i billedet.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Kasper Schmeichels agent Kenneth Shepherd, der ikke ønsker at kommentere noget.
Flere kilder slår dog fast, at der ikke kommer konkrete bud eller forhandlinger, før Leicester har afsluttet sæsonen og fået afgjort, hvor de spiller i næste sæson.
Schmeichel efterligner farmand: Fænomenal redning!
Alt peger i retning af, at Schmeichel hælder til at blive i Leicester endnu en sæson, hvis de klarer skærene, mens han med stor sikkerhed er til at flytte, hvis det bliver til nedrykning.
Kasper Schmeichel forlængede kontrakten med Leicester sidste år frem til 2018 og fik dengang stukket den største kontrakt i klubbens historie i hånden.
Schmeichel landede en årsløn i nærheden af 20 mio. kr., men det handlede lige så meget om loyalitet over for den klub, der havde troet på ham hele vejen og gjort ham til viceanfører.
Sidste sommer var klubber som Southampton og Milan på banen med konkrete tilbud, men efter Schmeichel har leveret varen kontinuerligt i Premier League, er det helt andre størrelse klubber, der nu melder sig.