Internettet griner af stjernespiller: Nu afslører han hvorfor

Et tabt væddemål var skyld i, at Arsenals Mesut Özil havde afbleget hår ved en træningsturnering i USA.

Mesut Özil har vakt opsigt med sin nye hårpragt. Foto: Ritzau Scanpix
Mesut Özil har vakt opsigt med sin nye hårpragt. Foto: Ritzau Scanpix

Hele fodboldverden smilede, da Arsenal-spilleren Mesut Özil viste sig med afbleget hår under holdets træningstur i USA.

I et interview med den britiske avis The Mirror forklarer Arsenal-playmakeren nu, hvorfor han har fået det særprægede look.

- Shkodran Mustafi, Sead Kolasinac, Alexandre Lacazette (alle tre Arsenal-spillere, red.) og jeg væddede om, hvem der var bedst til at ramme overlæggeren.

- Mustafi, Kolasinac og jeg tabte, så vi skulle skifte vores hårfarve, siger Özil til The Mirror i forbindelse med Arsenals træningstur i USA forud for den kommende fodboldsæson.

Özil fortæller, at Kolasinac valgte at farve sit hår grønt, mens Mustafi fortrød sit farvevalg og farvede det tilbage til normalt.

Det fremgår ikke, hvilken farve Mustafi i første omgang havde valgt.

Mesut Özils nye udseende skabte smil på de sociale medier, hvor flere sammenlignede tyskerens udseende med den nykårede verdensmester i kvindefodbold Megan Rapinoe fra USA.

Arsenal og Özil slog Bayern München 3-1 torsdag i den første kamp under træningsturneringen.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere