Kaos i engelsk klub: Spillerne strejker

Kampen mellem Bolton og danskerklubben Brentford lørdag er blevet aflyst efter trusler om spillerstrejke

Callum Connolly og resten af Bolton-spillerne nægter at spille lørdag på grund af manglende løn. Foto: Jason Cairnduff
Callum Connolly og resten af Bolton-spillerne nægter at spille lørdag på grund af manglende løn. Foto: Jason Cairnduff

Spillerne i Bolton har fået nok.

Klubbens økonomiske problemer har ført til manglende lønninger, og derfor truede klubbens spillere fredag med at strejke.

Få timer senere meddelte Bolton, at lørdagens kamp mod Brentford i den næstbedste engelske fodboldrække ikke bliver afviklet som planlagt.

- Bolton Wanderers kan desværre bekræfte, at lørdagens Championship-kamp mod Brentford er blevet aflyst.

- Klubben vil gerne undskylde for det besvær, det medfører, skriver Bolton.

Lørdagens kamp skulle have været den næstsidste i sæsonen for de to klubber.

Bolton er ni point under nedrykningsstregen og dermed sikker på nedrykning, mens Brentford, der har Thomas Frank som træner og flere danskere i spillertrup og stab, er solidt placeret på 15.-pladsen.

Bolton har længe kæmpet med at få økonomien til at hænge sammen, og fredag blev det for meget for spillerne.

- Den langvarige økonomiske krise i vores klub er velkendt. Det er samme er det faktum, at vi i spillertruppen ikke har fået løn for marts.

- Fem fra trænerstaben har heller ikke fået løn. Vi troede, at udsigterne til en overtagelse af klubben ville føre en løsning med sig, men problemerne med at fuldføre overtagelsen har ikke ført os nogen vegne.

- Det er belastende mentalt, følelsesmæssigt og økonomisk for folk, der ikke selv er skyld i situationen, skrev spillerne fredag i en erklæring.

Ligaen har suspenderet kampen og skal nu undersøge, om den skal spilles på et senere tidspunkt.

Se også: Bille efter dom: - Jeg er fucking stærk mentalt

Se også: Neymar får tre CL-spilledages karantæne for kritik

7 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere