Liverpool-stjerne fanget i statskup

Et kupforsøg i Guinea har fået konsekvenser for Liverpool-spilleren Naby Keita, som Liverpool nu forsøger at hente ud af landet

Liverpools Naby Keita er fanget i sit hjemland Guinea. Et statskup er årsagen, men der er stadig officiel tvivl, om det er lykkedes militæret af overtage magten i landet. Foto: Peter Powell/Ritzau Scanpix
Liverpools Naby Keita er fanget i sit hjemland Guinea. Et statskup er årsagen, men der er stadig officiel tvivl, om det er lykkedes militæret af overtage magten i landet. Foto: Peter Powell/Ritzau Scanpix

VM-kvalifikationskampen mellem Guinea og Marokko var tænkt som søndagens store begivenhed i Conakry, Guineas hovedstad. Men et statskup, hvor landets præsident, Alpha Condé, og hans regering angiveligt var blevet afsat, gjorde, at kampen ikke kunne spilles.

Det skriver Le Parisien.

Det lykkedes modstanderholdet at forlade Guinea, men Guineas store stjerne, Liverpool-spilleren Naby Keita, er stadig fanget i landet.

Nu arbejder Liverpool på at få spilleren ud af landet, som er præget af vold og kaos efter kuppet.

I god behold
Ifølge Daily Mail er Liverpool i konstant kontakt med Naby Keita, men situationen er, at det ikke er muligt at forlade landet på nuværende tidspunkt.

Dog understreger klubben, at spilleren er i sikkerhed.

- Situationen er uklar i landet, så vi holder os i kontakt med relevante myndigheder. Vi arbejder på at få Keita hjem så sikkert som muligt.

Landstræner: Skud affyret
Marokkos landshold formåede at forlade landet, men inden da var de fanget på deres hotel i hovedstaden.

Ifølge landstræner Vahid Halilhodzic, som har talt med den franske avis L'Equipe, så var det en kaotisk situation i hovedstaden, som Marokkos landshold forlod.

- Vi var på hotellet. Skud kunne høres nærmest hele søndagen, og når man hører skudepisoder udenfor, er sikkerheden ikke garanteret, sagde den legendariske træner.

Fodboldspillere som PSG's Achraf Hakimi, Sevillas angriber Youssef En-Nesyri, Fiorentinas Sofyan Amrabat og den tidligere AGF-angriber Ryan Mmaee spiller for Marokko.

Det er Guineas militær, der står bag kuppet, som FN har fordømt. Landets regering holder fast i, at præsidenten er i sikkerhed, og at kuppet er mislykket.