Nu afgøres Eriksens fremtid: De er interesserede, men...

Manchester United er interesserede i Christian Eriksen, og der er lagt op til et par dramatiske afsluttende dage af det engelske transfervindue

De næste dage kan blive vitale for Christian Eriksens karriere.

Rygterne flyver omkring ørerne på den 27-årige dansker i øjeblikket, hvis fremtid i Tottenham er mere end usikker.

Det engelske transfervindue lukker torsdag aften, og selvom London-klubben stadig kan sælge til andre lande frem udgangen af august, kan danskerens fremtid meget vel blive afgjort de kommende dage.

Ekstra Bladet erfarer nemlig via engelske pressekilder, at Tottenhams ligarivaler Manchester United reelt er interesserede i Christian Eriksen, som også tidligere er blevet beskrevet i flere engelske medier.

Det står klart, at Tottenham gerne vil sælge Eriksen i dette transfervindue, men hvorvidt det ender med at blive United, er stadig for tidligt at sige.

Tottenham har i hvert fald endnu ikke reageret på eventuelle forespørgsler, lyder det fra de engelske kilder.

Udlandet eller United
Eriksen har kontraktudløb næste sommer, og derfor vil det give god mening at sælge ham denne sommer, så Tottenham undgår, at han kan smutte gratis, når kontrakten udløber. Dertil er han simpelthen for værdifuld at lade smutte kvit og frit.

Man kan dog godt spekulere i, at Tottenhams bestyrelsesformand, Daniel Levy, allerhelst vil sælge til en udenlandsk klub og dermed undgå at forstærke en rival i form af Manchester United, men i den nuværende situation kan Levy ikke tillade sig at være kræsen, når det kommer til bud på danskeren.

Danskeren er længe blevet rygtet til Real Madrid, og engelske pressekilder fortæller desuden, at de seneste informationer fra Spanien peger på, at Zinedine Zidane angiveligt fortsat ikke er interesseret i danskeren, og at døren til Real Madrid dermed virker til at være lukket, som meget har tydet på denne sommer.

Derimod kan Atletico Madrid, Juventus og Inter Milan være potentielle klubber for danskeren, hvis et skifte internt i England ikke formår at blive til virkelighed.

Eriksen har spillet med stor succes i Tottenham siden 2013, hvor han kom til fra den hollandske storklub Ajax Amsterdam.

Se også: Medie: Barca-stjerne i overraskende comeback

Se også: Vild modtagelse: Her bliver dansk stjerne tiljublet

68 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere