Ny kæmpe-kontrakt: United forgylder Mourinho

Den portugisiske manager bliver i Premier League-klubben indtil 2020 - og i den nye kontrakt får han også en lønforhøjelse

Manchester United er godt tilfredse med Jose Mourinho. Foto: AP
Manchester United er godt tilfredse med Jose Mourinho. Foto: AP

Manchester United-fans kan se frem til at opleve Jose Mourinho som manager for Premier League-klubben i længere tid end først antaget.

Klubben meddeler, at man har forlænget aftalen med den karismatiske portugiser.

Den 55-årige manager får med den nye kontrakt en lønforhøjelse, hvor han vil stige fra 13,8 millioner pund (118 millioner kroner) om året til 15 millioner pund (129 millioner kroner)

Mourinhos oprindelige kontrakt stod ellers til at udløbe i sommeren 2019, men nu har parterne valgt at sætte underskrift på et år ekstra - med en option til at forlængere yderligere, hvis samarbejdet er tilfredsstillende.

Og Jose Mourinho var da også en glad mand efter forlængelsen blev en realitet.

- Jeg er virkelig beæret og stolt over at være manager for Manchester United. Jeg er lykkelig over at føle den støtte fra ledelsen, som mener, at jeg er den rigtige mand for jobbet i denne fantastiske klub. Jeg elsker mine spillere, og det er en fornøjelse at vide, at vi skal arbejde sammen de næste tre år, siger han til klubbens hjemmeside og tilføjer:

-  Både klubben og jeg tror på hinanden, og vi er glade for hinanden. Jeg føler, at jeg gør de ting, som ejerne og ledelsen føler, er de rigtige ting for klubben. Det her er det helt rigtige for mig, forklarer Mourinho.

Jose Mourinho, der blev manager i Manchester United i maj 2016, vandt tre trofæer i sin første sæson - Europa League, EFL Cuppen og Community Shield.

Se også: Mourinho tæt på at forlænge med Manchester United

Se også: Mourinho skærer igennem: Derfor dropper han stjernen

Se også: Kryptisk Mourinho hylder konkurrentens stjerne

18 kommentarer
Vis kommentarer