Nyt førerhold i England: City tager førstepladsen

Manchester City var på pointjagt og fik tre med hjem, da Everton blev slået 2-0 på udebane i Premier League.

City er ny nummer et, men Liverpool har en kamp i hånden. Foto: Ritzau Scanpix
City er ny nummer et, men Liverpool har en kamp i hånden. Foto: Ritzau Scanpix

Manchester City svarede igen på Liverpools pointtab forleden i Premier League, da City onsdag fik tre point og overtog ligaens førsteplads.

Det skete med en 2-0-sejr ude over Everton, og dermed nåede City op på 62 point og en bedre målscore end Liverpool, der dog har spillet en kamp færre.

Manchester City ankom til Everton vel vidende, at tre point i topstriden var kravet, efter at Liverpool forleden måtte nøjes med uafgjort mod West Ham.

Med fire nederlag i ligaen indtil nu er der ikke plads til alt for mange svipsere, hvis Josep Guardiola og co. skal genvinde det engelske mesterskab.

Aymeric Laporte havde en enorm mulighed for at heade City foran i første halvleg, men han leverede til gengæld varen i første halvlegs overtid.

Her var stillingen fortsat 0-0, da City fik tilkendt et frispark.

David Silva sendte bolden ind i feltet, hvor den 24-årige basker steg til vejrs og udmanøvrerede fire Everton-spillere i forsvaret, inden han flot headede bolden i mål til 1-0, som blev pausestillingen.

Laporte scorede til 1-0. Foto: Ritzau Scanpix
Laporte scorede til 1-0. Foto: Ritzau Scanpix
 

Everton skulle dermed forsøge at finde en vej til at undgå sæsonens nederlag nummer 11 i ligaen.

City erstattede Leroy Sané med Raheem Sterling efter pausen, mens islandske Gylfi Sigurdsson blev sendt i spil efter lidt over en time for Everton.

Hjemmeholdet var mest i boldbesiddelse i anden halvleg, men City var godt organiseret og havde fuldt fokus på tre point. Everton var ikke farlige nok, og så kunne Gabriel Jesus øge til 2-0 efter næsten syv minutters tillægstid.

Dermed kunne gæsterne glæde sig over gensynet med førstepladsen og den helt åbne mesterskabskamp.

Everton derimod må konstatere, at sæsonen indtil videre har budt på ni sejre og seks uafgjorte kampe ud over de 11 nederlag.

Med 33 point på niendepladsen har klubben dermed i øjeblikket langt op til det sjove selskab i Premier League.

 

22 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere